“Aldrig for altid” af Helle Kaare Lindberg

Titel: Aldrig for altid
Forfatter: Helle Kaare Lindberg
Sideantal: 255
Forlag: Forlaget Silhuet
Eksemplar: ANMELDEREKSEMPLAR fra forfatteren
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6 stjerner

I sidste uge, inden Corona-krisen for alvor brød løs, nåede jeg et smut til Aarhus til netværksmøde, og med på togturen havde jeg Helle Kaare Lindbergs nyeste YA-bog ‘Aldrig for altid’. Den var altså en virkelig god rejsekammerat, og jeg ønskede næsten, at togturen havde været længere.

I ‘Aldrig for altid’ møder vi 16-årige Tilde, som kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Hun bor i et socialt boligbyggeri sammen med sin mor, der er arbejdsløs, psykisk ustabil og tit får sig en tår over tørsten. Moren prøver så godt hun kan at få enderne til at nå sammen, men hun kæmper med sine egne dæmoner, og tit må Tilde klare sig selv, fordi moren sidder på pubben og glemmer tiden.

Da Tilde falder over muligheden for at tjene nogle hurtige penge via et sugardating-site, griber hun chancen. Hvad kan der ske? Det er jo bare nøgenbilleder, og man kan ikke engang se hendes ansigt! Hun vænner sig hurtigt til de ‘lette’ penge og bliver fristet til at gå videre for at tjene endnu flere penge. Men hvad sker der egentlig, hvis man mødes med en mand og får penge for det? Og hvad hvis man mødes med flere mænd? Er man en luder? Skal man dyrke sex med dem, eller kan man sige nej til den del? Spørgsmålene er mange, og Tilde er usikker på svarene men kaster sig alligevel ud i projektet. Det udarter sig helt anderledes, end hun havde forestillet sig på forhånd, og hun må løbende tage store beslutninger og rykke grænserne for, hvad hun kan og vil være med til.

‘Aldrig for altid’ er en supervigtig og vedkommende bog. Tildes tanker og følelser i forhold til venskab, kærlighed og selvopfattelse vil rigtig mange unge piger kunne spejle sig i. Derudover vil de unge, som lever et liv på kanten af samfundet, også kunne identificere sig med Tilde og hendes hverdag. Bogen skildrer nemlig en hverdag, hvor der ikke er forældreopbakning til skolearbejdet eller noget som helst andet, hvor der ikke er penge til nyt tøj – ja, dårligt nok til aftensmad – og hvor mor eller far (eller begge) er mere fraværende end til stede, og man derfor selv må sørge for mad, lektier og sengetider. Det er ikke en nem verden at navigere i, når man samtidig forsøger at finde sin plads i verden og skabe sit eget værd. Bøger, som handler om disse problemstillinger, er der altid brug for og plads til.

Men derudover giver bogen også et rigtig godt indblik i sugardating-verdenen set fra den unge piges synsvinkel. Lige fra de første forsigtige overvejelser og til alle de dilemmaer, man undervejs må tage stilling til. Den viser i allerhøjeste grad, at det ikke kun er en dans på roser og en verden fyldt med forkælelse, nemme penge og designergaver. Det er i høj grad lige så meget en verden af ensomhed, angst og ulykkelige forelskelser. For hvad sker der, hvis man forelsker sig i sin sugardaddy? Kan forholdet udvikle sig til kærlighed? Eller er det dømt til at mislykkes på forhånd?

Sprogligt synes jeg, at bogen fungerer rigtig godt. Sproget er flydende og let læst, og der er gjort noget ud af at gøre det troværdigt for aldersgruppen. Det kan jeg rigtig godt lide. Jeg har tidligere læst “A-Town” af Helle Kaare Lindberg, og jeg synes bestemt at kunne se en sproglig udvikling. Beskrivelserne bliver stærkere og sproget mere flydende og naturligt. Det er fedt!

Alt i alt må jeg bare sige, at jeg var ret vild med den her bog. Sprog, opbygning, personer, indhold – det hele spillede, og jeg var rigtig godt underholdt samtidig med at bogens temaer var vigtige og vedkommende.

1000 tak for anmeldereksemplaret til forfatteren og Forlaget Silhuet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *