“Den gyldne skriftrulle – Spionvogteren 1” af Kenneth Hedelund

Titel: Den gyldne skriftrulle – Spionvogteren 1
Forfatter: Kenneth Hedelund
Sideantal: 256
Forlag: Forlaget Bloch
Eksemplar: ANMELDEREKSEMPLAR fra forfatteren
Bedømmelse: ⭐️⭐️/6 stjerner

“Den gyldne skriftrulle” er første bog i en ny serie af Kenneth Hedelund. I bogen møder vi Sofie på 12 år, som bor sammen med sin bror og sine forældre. Af og til bor Sofies onkel Felix også hos dem, men han er spion og er derfor ikke hjemme så tit. Sofies onkel fortæller tit vilde historie om livet som spion, og især historien om en gylden skriftrulle, som er forsvundet, lyder spændende, synes Sofie. Sofies mor synes ikke, at Felix skal fortælle hendes datter historierne, men Sofie elsker dem og lokker tit onklen til at fortælle mere, end hvad moren synes om. Onkel Felix har foræret Sofie en smuk halskæde med en rødt hjerte i, og den elsker hun at kigge på, når onkel Felix er ude på missioner.
På en af onkel Felix’ missioner kommer han pludselig ikke hjem. Sofie er bekymret, og da hun bliver ringet op af en mand, som siger, at hvis hun vil se sin onkel igen, skal hun afleverer det, som tilhører ham, ved hun, at noget er helt galt. Hun drager nu ud på en farlig rejse for at finde sin onkel.

På papiret har denne fantasyhistorie det hele; en cool hovedperson, gode venner og hjælpere, et familiemedlem, som skal reddes, pirater, talende dyr, magi og meget, meget mere. Desværre må jeg sige, at jeg synes, den har svært ved at leve op til det.
Den egentlige handling i bogen er meget længe om at komme i gang – faktisk er vi 100 sider inde, inden Sofie modtager det opkald, som sætter selve handlingen og eftersøgningen af onkel Felix i gang. Indtil da har der været forskellige episoder, som – så vidt jeg kan se – ikke har den store betydning for hovedforløbet i bogen. Det er superærgerligt og blev noget tungt at læse.

Stemningen blandt personerne var til tider lidt underlig. Der skulle ikke meget modgang eller mange drillerier til, før de blev meget sure på hinanden, råbte højt eller gik i vrede. Det var som om, de ikke rigtig stolede på hinanden – heller ikke bedste venner imellem – og det gav en negativ stemning i bogen.

Jeg synes generelt, at ideen med at have skiftende synsvinkler fungerer rigtig godt, men det er vigtigt kun at give ‘taletid’ til de personer, som rent faktisk har en betydning for fortællingen. I starten af bogen er et helt kapitel fortalt fra Sofies brors synsvinkel, og det synes jeg ikke gav ret meget mening, da han kun er en biperson i den egentlige handling. Det, han fortalte, bragte ikke rigtig noget nyt ind i historien. Derimod ville det have været oplagt at bruge mere krudt på onklen, hans overvejelser og oplevelser med at være kidnappet, men det hørte vi desværre ikke så meget om. Der er også andre personer i bogen, som havde været interessante at høre fra. Så kunne vi måske også have fået lidt mere info om, hvad en moniskerpige egentlig er for en. Det virker til at være et spændende univers, som jeg meget gerne ville have hørt mere om.

Sprogligt må jeg desværre også sige, at bogen mangler en del. Sproget er tungt, formuleringerne kluntede og der var virkelig mange stave- og grammatikfejl. Dette trækker desværre rigtig meget ned i min bedømmelse af en bog. Jeg synes, det er helt fair, at man ikke selv er mesterstaver, men når man udgiver bøger (især til børn og unge), så har man et ansvar over for sine læsere, og derfor skal man sørge for at få læst grundig korrektur inden udgivelse.

Alt i alt må jeg sige, at “Den gyldne skriftrulle” skuffede mig lidt. Grundideen og grundelementerne er gode, men der mangler en god redaktør, som kan stramme op på indholdet, og en god korrekturlæser, som kan udrydde stavefejlene.

Tak til forfatteren for anmeldereksemplaret.

2 tanker om ““Den gyldne skriftrulle – Spionvogteren 1” af Kenneth Hedelund

  1. Kære Britt
    Efter at have læst din anmeldelse.
    Må jeg sige jeg smule skuffede over du tydeligvis ikke har fange meningen med bogens handling.
    Jeg vælger derfor at svare tilbage på din kritik.
    I starten hvor du bekriver bogen, nævner du at hun har fået halskæden af sin onkel. Det undre mig hvor du har det fra? Bogen bekriver tydeligt hun fik halskæden af hendes ven Millo.

    Du skriver blandt andet “Den egentlige handling i bogen er meget længe om at komme i gang – faktisk er vi 100 sider inde, inden Sofie modtager det opkald, som sætter selve handlingen og eftersøgningen af onkel Felix i gang” Det undre mig netop her at du ikke har opfange, at jeg har gjordt meget i at præsentere bogens aktører og deres baggrund ordentligt derfor 100 sider.

    Videre skriver du “Indtil da har der været forskellige episoder, som – så vidt jeg kan se – ikke har den store betydning for hovedforløbet i bogen. Det er superærgerligt og blev noget tungt at læse.” Her tvivler jeg på om du har forstået, det du kalder episoder, for så hade man opdaget hovedforløbet i bogen er at finde skriftrullen. Allerede i kapitel 3 hvor Felix fortæller kommer han ind på hovedforløbet, vis du kalder det for Episoder vil jeg være uenige i det.

    Så skriver du “Jeg synes generelt, at ideen med at have skiftende synsvinkler fungerer rigtig godt, men det er vigtigt kun at give ‘taletid’ til de personer, som rent faktisk har en betydning for fortællingen. I starten af bogen er et helt kapitel fortalt fra Sofies brors synsvinkel, og det synes jeg ikke gav ret meget mening, da han kun er en biperson i den egentlige handling” Vis Tobias var biperson, så hade han ikke fået et kapitel efter som han er hendes lillebror, så spiller han en stor rolle, for bogen er en serie der strikker sig over 6 bind. Tobias formål her i første bog, var at fortælle nogen detaljer om Sofie som jeg nu synes var ret vigtig at ha på plads.

    Det også helt bevist at bogen ikke skal forklare mere, om hvad en Monisker pige er for en, for det kommer bind 2 til at handler om.

    Det at du så skriver “Sprogligt må jeg desværre også sige, at bogen mangler en del. Sproget er tungt, formuleringerne kluntede og der var virkelig mange stave- og grammatikfejl” Det såre mig ligt for nu er det jo ikke mig der har lagt korrektur på. Jeg ved at forlaget har betalt for korrekturlæsning, så endelig er det korrekturlæser, der har haft brillerne i suppegrøden, så når du siger man har et ansvar over for sine læser, så husk at en forfatter ikke har ansvar for hvem der bliver valgt til at korrekturlæse ens manuskript.

    1. Kære Kenneth
      Endnu en gang tak for anmeldereksemplaret og muligheden for at læse din bog. Du skal også have tak for, at du har læst min anmeldelse og for din kommentar. Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke er enige i denne omgang, men mine anmeldelser er altid et udtryk for min personlige læseoplevelse med bogen – mine personlige holdninger og meninger. Dem er jeg nødt til at være tro mod for at være troværdig over for mine læsere på bloggen og Instagram.
      Jeg ønsker dig og din bog al mulig held og lykke i fremtiden.
      De bedste hilsner
      Britt

Skriv et svar til Brittwest Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *