“Det falske vidne” af Karin Slaughter

Titel: Det falske vidne
Forfatter: Karin Slaughter
Sideantal: 526
Forlag: HarperCollins Nordic
Eksemplar: ANMELDEREKSEMPLAR fra HarperCollins Nordic
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️/6 stjerner

“Det falske vidne” er sidste nye skud på stammen af krimier fra USA’s ukronede krimidronning Karin Slaughter. Det er en stand-alone og noget af en mursten.

Bagsidetekst:

Leigh Collier har knoklet hårdt for at opbygge noget, der ligner et normalt liv. Hun har et godt job som forsvarsadvokat, hendes datter klarer sig fint i skolen, og selv hendes skilsmisse er forløbet forholdsvist civiliseret. Hendes liv er lige akkurat så almindeligt, som hun altid har håbet, det ville blive.

Men Leighs helt almindelige liv dækker over en barndom, der langtfra var almindelig. En barndom, der var skæmmet af hemmeligheder, ødelagt af svigt og i sidste ende flået i stykker af en knusende voldshandling.

Og så lander en sag på hendes skrivebord. Hun skal forsvare en mand, der er anklaget for voldtægt. Det er den mest højprofilerede sag, hun nogensinde har haft – en sag, der kan ændre hele hendes karriere, hvis hun vinder. Men da hun møder den sigtede, går det op for hende, at det ikke er et tilfælde, at han har valgt hende som sin advokat. Hun kender ham. Og han kender hende. Mere afgørende er dog, at han ved, hvad der skete tyve år tidligere – og hvorfor Leigh har brugt to årtier på at flygte.

Hvis hun ikke kan få sin klient frikendt, står hun til at tabe meget mere end sagen. Den eneste, der kan hjælpe, er hendes lillesøster Callie, som hun stort set ikke længere har nogen kontakt med – og hun er den sidste i verden, Leigh har lyst til at bede om hjælp. Men pludselig har hun ikke andre muligheder …

Da vi møder Leigh, har hun ret godt styr på livet og karrieren. Hun har brudt familiens onde spiral og er blevet til noget. Hun har taget en uddannelse, fået en datter og et godt job som forsvarsadvokat. Alt dette trues, da fortiden indhenter hende, og klienten Andrew Tenant beder om at få hende som sin advokat. Leigh genkender med det samme Andrew, som drengen, som hun og hendes søster på skift var barnepiger for i deres teenageår. Hun husker også tydeligt, Andrews far, og hvad han udsatte dem for. Det hele endte grufuldt, og Leigh har brugt alle de mellemliggende år på at komme sig over episoden og få et normalt liv. Nu er Andrew tilbage, og der er ingen tvivl om, at han er ude efter hævn.

Søstrene Leigh og Callie har ikke meget kontakt med hinanden, men da det langsomt går op for Leigh, hvad Andrew måske er ude på, er hun nødt til at advare Callie. Callies liv har formet sig meget anderledes end Leighs. Hun lever en hård tilværelse med stoffer og alkohol, og den eneste stabile person i hendes liv er hendes chef, den gamle dyrlæge dr. Jerry. Hun har arbejdet for ham i mange år og finder hele tiden på nye måder at stjæle forskellig medicin fra klinikken på. Hun skammer sig over at stjæle fra ham, men hun kan simpelthen ikke lade være – hun har ikke andre muligheder for at få sit daglige fix.

Begge kvinder gennemgår en udvikling i forløbet, og det går op for dem, at de hver især har fortrængt frygtelige detaljer om det, der ledte op til den forfærdelige hændelse for mange år siden. På hver deres måde er de stærke og handlekraftige – de gør begge det, som skal til, for at få deres liv til at hænge sammen. Og i sidste ende er de også parate til at gøre det, der skal til for at få afsluttet sagen.

Det psykologiske spil i bogen er ret interessant. Da Leigh får tildelt sagen, ved hun ikke, hvad Andrew er ude på, hvad han kan huske eller hvor meget han ved, og den magt nyder han tydeligvis. Langsomt lader Andrew små hints falde, så det til sidst går op for Leigh, at han ved og har set alt, men magtspillet fortsætter, for hvad er det så, han vil gøre med den viden? Det er både interessant og uhyggelig læsning, og Andrew er en særdeles uhyggelig forbryder.

I disse tider står alle forfattere over for dilemmaet omkring COVID-19, og hvor meget det skal fylde i deres historier. Skal man fuldstændig ignorere virussen og skrive bøger som i 2019, eller skal man inddrage virus, mundbind og afspritning i fortællingerne. Slaughter har i denne valgt, at COVID-19 spiller en ret central og realistisk rolle i historien. Der tales om tiden både før og under pandemien, hvordan isolering og nedlukning af samfundet har påvirket personerne osv. “Det falske vidne” er den første bog, jeg har læst, hvor COVID-19 er så eksplicit til stede i historien, og personligt synes jeg, at det fungerede fint. Det gav historien et meget aktuelt og nutidigt aspekt. Jeg er dog spændt på, hvordan det vil fungere om 5-10 år, men det vil tiden jo vise.

Selvom jeg overordnet set synes godt om både plot og personer, så må jeg også bare sande, at bogen for mig simpelthen blev for langtrukken. Jeg synes, at starten var virkelig lovende, for der skred handlingen fint fremad. Jeg synes også, at de sidste omkring 100 sider var spændende og næsten hæsblæsende, og det var en rigtig god afslutning. Men hele midterstykket var altså for langt! Der blev brugt rigtig mange sider på Leigh og Callies oplevelser i fortiden og det frygtelige, som de var udsat for og endte med at gøre dengang. Overvejelserne om, hvor meget Andrew vidste, hvad han ville osv., fyldte også virkelig meget, og det blev gennemgået igen og igen og igen. Der kunne med fordel have været skåret en del ned på midterstykket, så havde det stadig været en god lang bog, men så havde fortid, nutid, plot og afslutning været bedre balanceret. Og jeg havde ikke nået at kede mig midtvejs. Superærgerligt for jeg synes ellers, at den havde potentiale til at bliver virkelig spændende.

De meget lange kapitler var også med til at gøre læseoplevelsen langtrukken for mig. Jeg kan bare bedst lide lidt kortere kapitler, så det hele flyder lidt mere, og så man bedre kan læse lidt hist og her, når tiden byder sig. Når kapitlerne er meget lange, og jeg dermed bliver tvunget til at stoppe min læsning midt i kapitlerne, så bruger jeg for meget tid på at komme tilbage ind i historien igen hver gang, og det trækker læsningen ud og gør læseoplevelsen tungere. Det tog mig faktisk også ret lang tid at læse bogen, og det har nok været en kombination af de lange, lidt tunge kapitler og den til tider lidt for langtrukne handling. Det ærgrede mig ret meget, for jeg havde virkelig glædet mig til at læse bogen – jeg er normalt ret stor fan af Slaughter og hendes skrivestil, men denne gang ramte hun desværre ikke plet for mig.

En megasej detalje ved bogen er, at den lyser i mørke! Smudsomslaget er simpelthen lavet, så bogstaverne i forfatterens navn og bogens titel lyser op i mørket – det er altså for cool! Jeg elsker, når man gør sig umage med sådanne detaljer!

1000 tak til HarperCollins for anmeldereksemplaret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.