“Dragesten – Dragehjerte 1” af Ry Kristensen

Titel: Dragesten – Dragehjerte 1
Forfatter: Ry Kristensen
Sideantal: 203
Forlag: Forlaget Evig
Eksemplar: ANMELDEREKSEMPLAR fra forfatteren
Bedømmelse: *****/6 stjerner

“Dragesten” er første bog i en ny serie af Ry Kristensen. I bogen møder vi Le og Mark, som er søskende. De bor sammen med deres mor Fri i et lille hus langt ude på landet. De er dragemennesker, men det ved de ikke selv. Sandheden er skjult for dem, fordi det er farligt at være dragemenneske. Da Le og Mark var mindre slog 6 hekseklaner sig sammen med den onde general Nok. De dræbte kongefamilien, overtog magten i landet og forsøgte at udrydde alle dragemenneskerne. General Nok, hans hær og heksene slår stadig alle de dragemennesker ihjel, som de kan få fat i, og derfor lever dragemenneskerne i skjul og forsøger efter bedste evne at skjule deres sande identitet. Modstandsbevægelsen arbejder i det skjulte og forsøger at gøre det af med heksene og general Nok. Indtil videre dog uden held.
Le og Mark hvirvles ind i modstandsbevægelsens kamp, og inden længe kender de sandheden om sig selv og arbejder selvstændigt på at hjælpe modstandsbevægelsen i kampen mod heksene.

Det er en supergod historie, som Ry har skruet sammen her. Den er spændende fra start til slut, og der bygges et fint og interessant univers op. Man lærer personerne – især Mark og Le, men også flere af bipersonerne -godt at kende, og de er vedkommende og har noget at byde ind med hver især. Det kan jeg rigtig godt lide.
Enkelte steder synes jeg, at beskrivelserne bliver noget stereotype, fx beskrivelserne af heksene, som fremstilles med krogede næser, vorter, koste osv. Det kunne måske godt have været lidt mere fantasifuldt, men omvendt så ved man ihvertfald med sikkerhed, at alle er med på, hvordan de ser ud.
Sprogligt er den nem at gå til, og sproget er tilpasset, så de yngre læsere kan læse den selv. Jeg synes dog, at formuleringerne indimellem er lidt skæve, og sproget er ikke et, man falder på halen over. Det overskygges dog af dynamikken i historien, som er virkelig god, og siderne vender nærmest sig selv.
Jeg vil mene, at den kan bruges som højtlæsning fra ca. 7 år og som læs-selv fra 9-10 år.
Jeg er helt sikkert fan og skal læse videre, når næste bog i serien udkommer. Indtil da tror jeg, at min søn skal prøve kræfter med Rys letlæsningsserie om “Den blå drage”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *