“Er du okay, Helene?” af Anika Eibe

Titel: Er du okay, Helene?
Forfatter: Anika Eibe
Sideantal: 176
Forlag: Tellerup A/S
Eksemplar: ANMELDEREKSEMPLAR fra forfatteren
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6 stjerner

Vi møder Helene en fredag aften, hvor hun er til fest med klassen. Hun ligger på en seng og kysser med Christian – en af de populære drenge fra klassen. Da Christian begynder at fumle under hendes tøj, forsøger hun at stoppe ham men uden held. Hun siger tydeligt nej, men Christian fortsætter og bliver mere og mere voldsom. Han voldtager hende! Efterfølgende stikker hun af fra festen uden at sige farvel til nogen og gemmer sig på sit værelse resten af weekenden.

Helene kæmper med usikkerhed, skam og skyldfølelse, men da hun ser Christian i skolen, ender hun alligevel med i frustration at buse ud med, hvad der skete. Skolen kontakter Helenes mor, og før hun ved af det, er hun på vej på politistationen for at anmelde det. Derefter går turen til lægen, som skal forsøge at finde beviser. Det lykkes ikke, og det ender derfor med at blive en sag med ord mod ord.

Helene finder ret hurtigt ud af, at alle i klassen og på skolen tilsyneladende tager Christians parti og tror på ham. Og til sin gru opdager hun, at nogen (måske Christian) har oprettet en hadeside om hende på Facebook. Helenes verden bryder sammen, og hun kæmper en brav kamp for at finde ud af, hvordan hun skal komme videre efter voldtægten og få oprejsning.

Anika Eibes nyeste bog i Er du okay-serien er en vigtig en af slagsen. Den sætter på brutal vis fokus på de tanker og følelser, der kan opstå hos en ung pige, som er blevet voldtaget. Helene er i første omgang i tvivl om, om det overhovedet er en voldtægt, fordi hun jo selv gik med Christian ind på værelset og kyssede med ham. Den usikkerhed tror jeg, at mange i hendes situation føler. Var jeg for udfordrende? Kunne jeg have forudset, hvad der ville ske? Skulle jeg have kysset med ham, når jeg ikke ville mere? Sagde jeg nej tydeligt nok? Usikkerheden og skyldfølelsen er overvældende, og den vises meget tydeligt gennem Helenes historie.

Udskamningen af Helene er helt forfærdelig, og man føler virkelig med hende. Hun taber, lige meget hvad hun gør og siger. Alt vendes imod hende, og hun modtager anonyme beskeder med skældsord og tilsvininger. Hun kan slet ikke se, hvordan hun skal kunne vende situationen og komme tilbage til en nogenlunde normaltilstand igen. Skuffelsen over, at selv hendes veninder tager Christians parti, er kæmpestor. Hun overvejer derfor meget, om hun kan/vil fortsætte med at gå på skolen og i klassen.

Helenes historie illustrerer gribende, hvor stort et svigt det er at blive voldtaget af en, man kender. Alt ændrer sig, og man bliver aldrig den samme igen.

Bogen er vigtig, fordi den både sætter fokus på ofrets tanker og følelser, OG fordi den understreger, at det ALDRIG er ofrets skyld. Der skal to til sex, men det skal der ikke til voldtægt. Der er kun en at skyde skylden på, og det er gerningsmanden. Altid!

Sidst i bogen har forfatteren indsat link til Center for voldtægt – www.voldtaegt.dk – hvor man kan få hjælp, hvis man har været udsat for voldtægt. Det deles hermed også her – brug det, hvis du har brug for hjælp! DET ER ALDRIG DIN SKYLD!

“Er du okay, Helene” er den første bog i Er du okay-serien, jeg har læst, men det bliver helt sikkert ikke den sidste. Jeg har allerede Maries historie stående på hylden, og så må jeg se at få fat i de andre også. Bøger med vigtige budskaber – tak for dem, Anika.

1000 tak til forfatteren for anmeldereksemplaret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *