“Et højt, højt dyr – Den lille zoolog 1” af Rie Skovgaard

Titel: Et højt, højt dyr – Den lille zoolog 1
Forfatter: Rie Skovgaard
Sideantal: 42
Forlag: Forlaget Aksel
Eksemplar: Anmeldereksemplar fra forlaget
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6 stjerner

Rie Skovgaard har skrevet en serie af Læs sammen-bøger, og Jonathan og jeg har fået lov til at anmelde dem. ‘Et højt, højt dyr’, som anmeldes i dette indlæg, er første bog i serien.

Bøgerne er skruet sådan sammen, at der er afsnit, som barnet kan læse – inddelt i tre forskellige sværhedsgrader – og afsnit, som den voksne eller stærke læser skal læse. Børneafsnittene er opdelt i grøn, blå og rød sværhedsgrad og dækker over lix 2-15. Hvert afsnit i bogen er tydeligt markeret med en farve, så barnet let kan følge med. Der, hvor der ingen farvemarkering er, er det den voksne, som læser.

I ‘Et højt, højt dyr’ aftalte Jonathan og jeg, at han skulle læse de grønne og blå tekstafsnit, mens jeg læste de røde og dem uden farvemarkering. Det fungerede rigtig godt og gav en god dynamik i læsningen, fordi vi hele tiden skulle skiftes til at læse.

Bogen er bygget op, så man starter med at møde den lille zoolog og samtidig får forklaret, hvad en zoolog er for en fætter. Derefter tager man med ham på tur. Man flyver ud i verden og lander i et land, hvor den lille zoolog møder et dyr. Man får ledetråde til, hvilket dyr der er tale om, og så skal barnet selv prøve at gætte dyret.

Jonathan var ikke i tvivl om, at der i denne bog var tale om en giraf. Dyret afsløres forholdvis hurtigt i historien, og derefter lærer man en masse sjove, spændende og skøre facts om dyret. Det fungerer supergodt!

Jonathan var fuldstændig flad af grin, da vi læste, at en hungiraf tisser en hangiraf i munden, så hannen på den måde ved, hvornår hunnen er klar til parring. Når vi efterfølgende har snakket om bogen, så er det altid den detalje, han finder frem. Det er altså ret klamt, mener han – men det har i hvert fald gjort indtryk 😉

Han var ligeledes imponeret over, at girafungen falder to meter ned, når den bliver født, fordi hungiraffen står op og føder. “Den er en robust lille satan,” udbrød han – og det må man jo give ham ret i 😀

Mod slutningen af bogen er der et afsnit, som hedder Versus. Her sættes der fokus på en særlig ting ved dyret, og det sættes i forhold til samme ting hos os mennesker. I dette tilfælde var det tungen, og det var sjovt fx at måle op med en lineal for at se, hvor lang en girafs tunge i virkeligheden er. Samtidig kunne vi kigge på vores egne tunger og vurdere på længden i forhold til giraffens. Det kom der også meget sjov ud af.

Bogen afsluttes med en quiz om dyret samt en teaser for næste bog, så man får endnu mere lyst til at læse videre.

Alt i alt synes jeg, at bogen og konceptet fungerer virkelig, virkelig godt. Læs sammen-konceptet kan jeg rigtig godt lide, og det kunne Jonathan også. Han er ikke en stærk læser, og det kan indimellem være svært at få ham motiveret for læsningen, men med denne bog gik det rigtig godt, netop fordi det var noget, vi skulle gøre sammen. Det var lettere for ham at overskue, når han ikke skulle læse alle afsnit og sider selv, men vi kunne deles om det. De sjove og skøre facts gjorde helt sikkert også bogen til en sjov og god læseoplevelse – både for ham og mig. Jeg lærte også noget om giraffer, som jeg ikke vidste i forvejen, og det var fedt!

Vi glæder os til at læse videre i serien – i den næste skal vi vist ned på havets bund, og det skal nok blive spændende!

1000 tak til Rie og Forlaget Aksel for anmeldereksemplaret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *