“Jordens salt” af Jeanine Cummins

Titel: Jordens salt
Forfatter: Jeanine Cummins
Sideantal: 478
Forlag: alpha forlag
Eksemplar: ANMELDEREKSEMPLAR fra forlaget
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6 stjerner

I dag – d. 20/8 2020 – udkommer amerikanske Jeanine Cummins’ roman “Jordens salt” på dansk. Den er udgivet på alpha (det tidligere Strawberry Forlag), og de har været så søde at sende mig et anmeldereksemplar.

I “Jordens salt” møder vi Lydia, som ejer en boghandel i Acapulco. En dag dukker en mand ved navn Javier op i boghandlen, og han og Lydia bliver venner. De snakker om kunst, litteratur og livet, og Lydia nyder hans selskab. Men, hvad Lydia ikke ved, er, at Javier er leder af et af Acapulcos mest brutale narkokarteller. Lydias mand er journalist og skriver – også uden Lydias vidende – på en historie om Javier og ‘Los Jardineros’, som kartellet hedder. Artiklen får katastrofale konsekvenser for Lydia og hendes familie, og Lydia må sammen med sønnen Luca flygte fra deres tilværelse i Acapulco i forsøget på at overleve og komme helskindet til et nyt liv i sikkerhed i USA. Undervejs møder de andre mennesker på flugt, og de knytter tætte bånd med nogle af de fremmede. De møder hjælpsomhed, kærlighed og grusomhed i en uendelig række af oplevelser, som alle har indflydelse på deres flugt og fremtidige liv.

“Jordens salt” er en ret vild bog. På bagsiden af bogen står der “”Jordens salt” er en bog, du aldrig glemmer”, og det tror jeg faktisk er rigtigt. Jeg kan virkelig mærke, at den har gjort et stort indtryk på mig, og jeg brugte flere dage efter endt læsning på at fordøje den.

Normalt læser jeg ikke bøger eller ser film/serier om narkokarteller og den strøm af vold og kriminalitet, som følger i kartellernes kølvand. Jeg har svært ved at sætte mig ind i det og finde personer, som jeg kan identificere mig med. Jeg synes tit, at fokus ligger hos kartellerne og medlemmerne af disse, og det kan jeg ikke rigtig forholde mig til.

“Jordens salt” kunne jeg i den grad forholde mig til. Historien fangede mig fra første side, og jeg var fængslet og skræmt indtil samtlige 478 sider var læst. Lydias historie er så skræmmende, at den ikke helt er til at forstå, men samtidig kan man forholde sig til den, fordi Lydias karakter er beskrevet eminent godt. Gennem hende virkeliggøres de følelser, hun gennemgår. Hendes lidelser bliver vores, hendes kamp bliver vores kamp. Det er virkelig stærkt skrevet.

Sprogligt kunne jeg rigtig godt lide bogen. Jeg kan godt lide, at sproget er krydret med spanske gloser – det giver en autencitet i læseoplevelsen, og man glemmer aldrig, hvor i verden man befinder sig. Den er skrevet i et flydende sprog med nøgterne beskrivelser blandet med fint billesprog, som er med til at understrege handlinger og følelser. Usikkerheden, sorgen, frygten, angsten men også lettelsen, glæden og kærligheden skrives frem på siderne, og man opsluges af det og lever sig ind i handlingen.

Som allerede nævnt er Lydia beskrevet og karakteriseret virkelig overbevisende, men hun er ikke den eneste person i bogen, som er godt beskrevet. Man lærer også sønnen Luca virkelig godt at kende, ja, faktisk synes jeg, at stort set alle personer i bogen beskrives superfint, så man føler, man kender dem og kender lidt til deres følelser, historier og personligheder hver især. Bogen giver en stemme til de mange tusinde migranter, som rejser gennem Mexico i jagten på et bedre liv eller slet og ret i håbet om at overleve og undslippe deres forfølgere, og det gør den virkelig, virkelig godt!

I USA har bogen været meget omdiskuteret. Kan en hvid kvinde (med puertoricanske rødder) skrive troværdigt om en mexicansk kvindes flugt gennem Mexico? Der er mange meninger om den sag, og jeg vil ikke starte en stor diskussion op her. Dog synes jeg helt personligt, at historien er troværdig. Den er vigtig at fortælle, og den vækker opmærksomhed om problematikkerne omkring de livsfarlige ruter, som migranterne følger gennem Mexico mod USA, og den gør det på en overbevisende og kærlig måde. Jeg er fan!

Hvis du kun skal læse en bog om karteller i dit liv, så lad det blive denne!

1000 tak for anmeldereksemplaret til alpha forlag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *