“Larmende stilhed” af Katja Ranvits

Titel: Larmende stilhed
Forfatter: Katja Ranvits
Sideantal: 308
Forlag: Superlux
Eksemplar: Anmeldereksemplar fra forfatteren
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️/6 stjerner

“Larmende stilhed” er anden bog i Katja Ranvits’ serie om pædagogen Cecilie Knudsen.

En augustdag i 1994 træder Cecilie Knudsen ind på pædagogseminariet. Det er hendes allerførste dag på studiet, og et af de første mennesker, hun møder, er Ulla, som hun straks fatter sympati for. Cecilie og Ulla bliver veninder, men under Ullas overflade lurer noget uhyggeligt. Udadtil lever hun et normalt liv, men det er blot en facade. Cecilie kommer som et af de eneste mennesker tæt på Ulla, men selv ikke over for Cecilie lukker Ulla op om sin fortid. I stedet drages Cecilie ind i Ullas mørke fortid uden helt at vide, hvad der foregår. Og det kan gå hen og blive farligt – ikke kun for Cecilie men også for de mennesker, som hun omgiver sig med. Og for Ulla ikke mindst!

Selvom “Larmende stilhed” er andet bind i serien om Cecilie, så foregår størstedelen af handlingen tidligere end handlingen fra første bog. Dog er handlingen fra første bog også skrevet ind enkelte steder, og på den måde er bogen her både et tilbageblik og en fremadskuen i bøgernes rækkefølge og tidslinje. Jeg synes, det er en interessant måde at bygge en bog – og en serie – op på. Det giver andre dimensioner til historien, og det kan jeg rigtig godt lide.

Bogen er opdelt i korte kapitler med skiftende synsvinkler. Vi følger Cecilie primært i 1994 men også i årene fremefter. Vi følger også Ulla fra 1994 og frem, og derudover er der kapitler med handling helt tilbage til 1960’erne og frem fra forskellige steder i Danmark. Jeg kan rigtig godt lide de korte kapitler med skiftende synsvinkler, det giver en god dynamik i bogen og får den til at skride godt fremad. Enkelte steder – især mod slutningen – går det dog måske lige stærkt nok. Her bliver dele af handlingen lidt for overfladisk til min smag, og det får nærmest karakter af en opremsning. Det er lidt ærgerligt, synes jeg, for ellers fungerer opbygningen rigtig godt.

Præcis som i første bog “Stille skrig” er der i denne så meget ondskab, at det næsten ikke er til at holde ud. De overgreb, der begås, og den ondskab, som nogle af personerne indeholder, er så voldsom og dominerende, at man får det fysisk dårligt undervejs. Katja Ranvits forstår i den grad at skrive ondskab frem, så det næsten ikke er til at bære. Skyld, skam, overgreb og ondskab er bærende elementer i fortællingen, og det vises med al tydelighed, hvordan barndommens oplevelser påvirker mennesker gennem hele deres opvækst og voksenliv.

Sprogligt havde jeg det lidt anstrengt med bogen. Egentlig er sproget let at læse, der er mange dialoger og læsningen glider fint, men der bruges virkelig meget billesprog i forbindelse med især Ullas følelser, og det blev desværre lidt for ensformigt og forudsigeligt for mig at læse. Det er især udtalt ved Ullas vrede, og det er stort set hver gang naturfænomener, som bruges som billeder og sammenligninger. Hver gang Ulla følte vrede var følelserne voldsomme som et uvejr, som en tornado, som en storm, og det blev bare lidt for overdrevet til min smag. For det første gjorde det, at man ikke rigtigt kunne skelne mellem, hvornår Ulla blot var irriteret eller begyndende vred, og hvornår hun rent faktisk var lige ved at eksplodere. Det gjorde det lidt utroværdigt for mig, og samtidig havde jeg svært ved at tage det seriøst, at hun virkelig skulle gå fra 0 til 100 på SÅ kort tid SÅ tit. Det troede jeg simpelthen ikke på, og jeg havde derfor svært ved at se Ulla, som en troværdig person. For det andet irriterede det mig, at der ikke var lidt mere afveksling i billedsproget. Normalt kan jeg godt lide metaforer og billedsprog, men det er ret vigtigt, at forfatteren formår at variere sit sprog, og det synes jeg desværre ikke rigtig lykkedes her.

Til gengæld synes jeg virkelig, at forfatteren rammer plet med bøgernes titler. “Stille skrig” og “Larmende stilhed” – det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg læser de titler, og man VED bare, at de dækker over uhyrligheder.

Alt i alt synes jeg, at “Larmende stilhed” var en god bog med nogle interessante og ret skræmmende temaer. Jeg kunne godt lide at høre mere om Cecilie og hendes liv og omgangskreds, men desværre overskygger det – efter min mening – ensformige sprog min læseoplevelse.

1000 tak til Katja Ranvits for anmeldereksemplaret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *