“Når tiden går i stå” af Ninni Schulman

Titel: Når tiden går i stå
Forfatter: Ninni Schulman
Sideantal: 493
Forlag: alpha forlag
Eksemplar: ANMELDEREKSEMPLAR fra forlaget
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6 stjerner

“Når tiden går i står” er 6. bind i Ninni Schulmans roste Hagfors-serie om journalisten Magdalena Hansson og politibetjentene Christer Berglund og Petra Wilander.

I byen Ekshärad skal det årlige sommerfestspil netop have premiere, da en af de unge skuespillerinder forsvinder. Hun findes død få dage senere og er blevet myrdet på grusommeste vis. Politiet står på bar bund i sagen, og da endnu et offer dukker op, hentes der assistance ind fra Stockholm til opklaringsarbejdet. Endnu et offer myrdes, og sagerne lader til at hænge sammen, men hvordan? Petra Wilander og Christer Berglund kæmper i et kapløb med tiden for at opklare mordene, inden den skruppelløse morder slår til igen. Petras søn Hannes kender ofrene personligt, og både Petra og Hannes drages derfor yderligere ind i den uhyggelige sag. Samtidig kæmper journalisten Magdalena Hansson med en depression, og hun har svært ved at få noget som helst i livet til at give mening.

Jeg må indrømme, at efter de første 150-200 sider var jeg ikke helt overbevist om bogens kvaliteter. Jeg kedede mig lidt og syntes måske nok, at det hele gik lidt langsomt. “Når tiden går i stå” er, som nævnt, 6. bind i Schulmans serie, men det er den første bog i serien, som jeg læser, og det har helt sikkert betydet noget. Der er mange personer i bogen, og jeg brugte rigtig meget tid på at holde styr på dem og deres indbyrdes relationer. Det forstyrrede nok min læsning og gjorde opstarten lagsommelig. Det ville det jo slet ikke have gjort, hvis jeg havde læst serien fra starten, så havde jeg kendt personerne i forvejen, og alt havde været på plads, og så havde mit første indtryk af bogen garanteret været anderledes.

Hvad der nemlig skal slås fuldstændig fast, er, at Schulman i den grad formår at skildre realistiske, interessante og troværdige personer. Hendes persontegninger er virkelig fremragende, hun formår at beskrive sine personer, så de står knivskarpt for læseren. Jeg var især meget optaget af den måde, som hun skriver Magdalenas depressive sindstilstand frem på – det rammer spot on. Man føler hendes opgivenhed, tristhed og melankoli, og det rammer helt ind, hvor man virkelig har lyst til først og fremmest at kramme hende og fortælle hende, at hun er god nok, men også til at ruske hende lidt, så hun (måske) kan indse, at der er mennesker omkring hende, som elsker hende og gerne vil hjælpe hende. Samtidig har man også lyst til at give hendes mand et let spark i r…, så han får øjnene op for, hvad det egentlig er, hun kæmper med.

Også Hannes formår Schulman at beskrive virkelig godt, synes jeg. Hannes’ diskussioner med sig selv om, hvad han kan indvie sin mor i, hvad han kan dele med hende, når hun ikke bare er hans mor men også betjent og efterforsker på den aktuelle sag, er meget troværdige. Der er desuden en ekstra afstand mellem dem grundet skilsmissen og Petras nye forhold til Geir, som blot gør tingene endnu sværere. Han træffer ikke altid de helt rigtige valg, men man forstå, hvorfor han gør, som han gør. Og beskrivelserne af ham, hans forhold til moren og hans indre kamp er superskarp.

I det hele taget er alle personerne beskrevet virkelig godt, og det giver en tyngde i historien, som jeg godt kan lide. Der er ingen tvivl om, jeg skal have læst de første bøger i serien også, så jeg kan få alle forhistorierne på plads.

Foruden at være skarp på personbeskrivelserne er Schulman også stærk i plot. Plottet er så uhyggeligt og ondt, at det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg havde på intet tidspunkt en ide om, hvem gerningsmanden var, og det er altid et godt tegn. Da gerningsmandens intention og motiv gik op for mig, fik jeg kvalme. Jeg vil ikke afsløre ret meget om det her, for det vil ødelægge læseoplevelsen for jer, der endnu ikke har læst bogen, men lad mig bare sige, at det ikke skuffede. Det er ondskabsfuldt, fordomsfuldt og helt forfærdeligt, og jeg får det fysisk dårligt ved tanken om, at der måske findes mennesker i virkeligheden, som deler gerningsmandens holdninger. Føj!

1000 tak til alpha forlag for anmeldereksemplaret og for at introducere mig til en ny krimiforfatter. Jeg tror, det bliver et godt bekendtskab 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *