“Natskygge” af Gry Kappel Jensen

Titel: Natskygge
Forfatter: Gry Kappel Jensen
Sideantal: 598
Forlag: Turbine
Eksemplar: Anmeldereksemplar fra forlaget
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6 stjerner

“Natskygge” er tredje og sidste bind i Gry Kappel Jensens Rosenholm-trilogi, og den udkommer i dag, d. 27. maj 2021.

I “Natskygge” følger vi igen de fire piger Kamille, Kirstine, Victoria og Malou, som nu er nået til deres tredje år på Rosenholm – en kostskole for magi. Fortællingen tager sin begyndelse umiddelbart efter bind tos afslutning, hvor pigerne efter mange undersøgelser endelig fandt frem til, hvem der slog Trine ihjel på Rosenholm tilbage i 1980’erne. Nu starter kampen for at få gerningsmanden til at indrømme sin skyld, så Trine endelig kan få fred. Det bliver dog ingen let opgave, og de finder hurtigt ud af, at det ikke kun er denne ene gerningsmand, som har uhyrligheder på samvittigheden. Der findes flere gerningsmænd derude, som vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at holde deres gerninger skjult for omverdenen. Og det er ikke helt almindelige mennesker, som veninderne lægger sig ud med – det er yderst magtfulde personer med stærk magi og de helt rigtige forbindelser i den magiske verden.

Rosenholm-trilogien er en fuldstændig fantastisk serie, og jeg har set frem til afslutningen med længsel. Lad mig bare slå det fast med det samme: Jeg blev IKKE skuffet! Ud over at være helt afsindigt smuk, så er bogen altså også virkelig, virkelig spændende og godt skruet sammen. De 598 sider er ikke en sætning for lang, og man er sindssygt godt underholdt hele vejen igennem.

Den første vil gå ind i mørket.

Den anden må vælge mellem dem, hun elsker.

Den tredje skal give et offer.

Og den fjerde vil afsige dommen.

De fire hovedpersoner er vidt forskellige typer men komplimenterer hinanden rigtig godt – sammen er de et stærkt hold, og det er netop sammenholdet og samarbejdet, som er i fokus. De er nødt til at holde sammen og hjælpe hinanden, hvis de skal afsløre Trines morder. Alle fire har noget at byde på, og hver især har de noget på spil, som de må kæmpe for at bearbejde, så de enten kan leve med det eller komme igennem det. De er ret spændende personligheder, alle fire. Pigernes synsvinkler følger vi på skift i løbet af bogen (og hele serien), og det fungerer rigtig godt. På den måde får vi indblik i deres individuelle syn på forskellige situationer og udfordringer. Det giver en god dynamik – og en masse små cliffhangers – i løbet af bøgerne, når synsvinklen skifter så ofte.

Som vi kender det fra de første bind i serien er også dette bind opdelt i fire dele: sommer, efterår, vinter og forår. Hver del indledes med et citat, som passer til enten årstiden eller handlingen i den pågældende del. Det er superfint skruet sammen og giver en virkelig god sammenhæng både mellem de tre bind men også mellem delene i hver bog. Udover citaterne er der også grafisk udsmykning på de sider, som indleder hver del – og en lille grafik i samme stil ved hvert kapitel – det er simpelthen så fint. Jeg elsker, når der er kræset for detaljerne, og det må man i den grad sige, at der er her. Det skaber virkelig en god helhed og en fed læseoplevelse. Stor ros til både Gry og grafiker Karin Hald for de fede detaljer – det gør altså en forskel for læseoplevelsen, jeg er vild med det!

Gry Kappel Jensen har udtalt:

Trine er for mig et symbol på alle de forulempede kvinder, som er blevet gjort tavse, men som nu nægter at tie stille længere. Trines ånd vil have, at folk skal vide, hvad der skete med hende. Hun vil have, at gerningsmanden skal stilles til ansvar. Det tema ligger i alle tre bøger, men især “Natskygge” er på mange måder blevet min metro-bog.

Jeg er virkelig vild med, at bogen på den måde sætter et samfundsmæssigt emne i fokus, og jeg synes, den gør det superelegant. Det er pakket ind, men det er stadig tydeligt, hvad der er på spil. Jeg vil ikke afsløre for meget af handlingen, da jeg helt sikkert synes, man skal læse bogen selv, men blot sige, at kvinderne i den her bog er færdige med at finde sig i at blive forulempet og gjort tavse! De finder sig ikke i det, og de vil have hævn!

Det er altid ambivalent og lidt vemodigt, når en serie, man elsker, når sin afslutning. I det her tilfælde er jeg selvfølgelig trist over, at det er slut med Rosenholm-pigerne, men samtidig synes jeg, at Gry har skruet så fin en slutning sammen, at det ikke kan være anderledes. Slutningen vil jeg selvfølgelig ikke spoile, for igen, I SKAL SELV LÆSE DEN, men uden at afsløre for meget kan jeg roligt sige, at jeg både kneb en tåre, trak på smilebåndet og følte håb og glæde, da jeg læste den. Faktisk synes jeg, at det er den helt perfekte afslutning på serien <3

Alt i alt lander den her serie, som I måske nok kan fornemme, på min favoritliste. Jeg elsker, at der er kræset for indhold såvel som de grafiske detaljer. Jeg er vild med personerne, jeg er tryllebundet af plottet, jeg beundrer måden at inddrage samfundsrelevante emner i handlingen på og jeg bliver glad helt ind i knoglerne af det smukke ydre, som vil klæde enhver bogreol. Det her er bare en helt igennem fantastisk serie – LÆS DEN!

1000 tak til Turbine for anmeldereksemplaret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *