“Sofasurfer” af Helle Kaare Lindberg

Titel: Sofasurfer
Forfatter: Helle Kaare Lindberg
Sideantal: 261
Forlag: Silhuet
Eksemplar: ANMELDEREKSEMPLAR fra forfatteren
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6 stjerner

Jeg har efterhånden læst de fleste af Helle Kaare Lindbergs børne- og ungdomsbøger, så da hun spurgte, om jeg også havde lyst til at kaste mig over “Sofasurfer”, sagde jeg straks ja. Jeg gik i gang med bogen, så snart jeg modtog den tidligere på året, men jeg gik også rimelig hurtigt i stå i den igen – jeg var vist ikke rigtig klar til den på det tidspunkt. Efter en god snak med Helle på BogForum i november blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte få set på den igen, og hvor er jeg glad for, at jeg startede forfra og fik læst hele bogen sammenhængende! Det er dæleme en barsk omgang!

Jonas er 17 år og hjemløs. Hver dag kæmper han for at få noget at spise og finde et sted at sove. Han surfer rundt mellem sofaen hos sin mor, kærestens seng og kammeratens sofa, men ingen af løsningerne er holdbare for ham. Han er droppet ud af skolen og har ikke noget arbejde, så mad, smøger og øl må han også nasse sig til hos sin forholdsvis lille omgangskreds. Hans mor er psykisk syg og har slet ikke overskud til ham, hans kærestes far bryder sig ikke om ham, og han må nøjes med at besøge hende, når faren ikke er hjemme, og bedstevennen Mike er en hård banan, som ikke er sådan lige at bide skeer med. Det eneste, som Jonas kan lide, er at tegne. Det er han virkelig god til, men hvad kan man bruge det til? Det kan man jo ikke leve af …

Da Jonas en dag ved et uheld kommer til at lave en skade på Mikes bil, kommer han for alvor i problemer. Mike vil have ham til at betale reparationen, men Jonas har ingen penge og ingen måde at skaffe dem på. Hvad gør man så? Jonas er desperat, og så er der ikke langt fra tanke til handling, men præcis hvor langt er han villig til at gå?

Den her bog er så langt fra en feel good-roman, som man overhovedet kan komme! Den er på ingen måde rar læsning, men du skal bestemt læse den alligevel! Den er barsk og skræmmende og helt utrolig vigtig, fordi den sætter spot på udsatte børn og unge og på, hvordan de (indimellem) svigtes af systemet.

Vores hovedperson Jonas er 17 år og færdig med folkeskolen. Han har ikke noget job og aner ikke, hvad han vil med sit liv. Hans mor er psykisk syg og har aldrig formået at være der for ham. Gennem det meste af sin opvækst har han passet sig selv, mens morens sygdom er blevet værre og værre. Skolen og kommunen har holdt utallige møder med Jonas og hans mor, men der er aldrig rigtig kommet noget brugbart ud af det. Nu står Jonas som 17-årig helt alene med livet foran sig, men det er næsten umuligt at komme videre, når man ikke har opbakning og hjælp på hjemmefronten eller andre steder – og i hvert fald slet ikke har overskud til selv at opsøge hjælpen, for hvor skal man gå hen?

Bogen er bygget op af dels kapitler med handling og dels indskud med bilag fra kommunens sag på Jonas. Kapitlerne er skrevet fra Jonas’ synsvinkel, og alle kapitlerne er gennemsyret af en håbløshed, der er så håndgribelig, at man næsten kan tage og føle på den. Selvom Jonas også beskriver møder med venner, forelskelse og ‘sjove’ oplevelser, så er der hele tiden den her underliggende følelse af håbløshed, ensomhed og opgivenhed, som gør hele situationen så barsk. Når disse kapitler så krydres med de indskudte bilag fra kommunens “Sagen Jonas Fjeldborg Larsen” gør det læsningen til en yderst hjerteskærende oplevelse. Bilagene viser jo, at både skolen og kommunen har været opmærksomme på Jonas og hans udfordringer fra en tidlig alder. Der er blevet snakket om og med Jonas og hans mor. Der er blevet foreslået forskellige tiltag. Der er blevet frarådet andre. Alligevel taber man Jonas på gulvet, og han ender præcis, hvor alle frygtede, han ville ende. Hvorfor er der så ikke blevet gjort mere langt tidligere? Kan det virkelig være rigtigt, at vi behandler vores udsatte børn og unge på den her måde? Man håber virkelig, at svaret er nej, men jeg er bange for, at der er mere sandhed i bogen, end man tror og håber. Bogen giver et foruroligende billede på, hvordan det er at være ung, udsat og opgivet af systemet. Jeg ved, at Helle i sit arbejde kommer i kontakt med udsatte børn og unge og dermed har erfaring med netop sager som Jonas’. Helles kendskab til området og erfaringer fra virkeligheden gør blot bogen her endnu mere skræmmende.

At tegne er noget af det, som Jonas er god til, og noget af det eneste, som han bryder sig om. For at understrege dette er der brugt rigtig mange illustrationer i bogen, og det giver en supergod effekt. I kapitlerne beskriver Jonas ofte det, han tegner, og så kan man samtidig se hans tegninger på siderne. Det er en meget anderledes måde at bruge illustrationer på – de bliver ligesom en del af handlingen uden nødvendigvis at afspejle den – og det virker rigtig godt her. Illustrationerne er ofte rå og barske og meget karikerede, og de understreger stemningen i fortællingen ret godt.

“Sofasurfer” er en af årets barskeste læseoplevelser og samtidig nok den vigtigste bog, jeg har læst i år. Den har virkelig åbnet mine øjne for de udsatte børn og unges livsvilkår, og det er skræmmende læsning! Tak til Helle for at tale de udsattes sag – keep up the good work! Og endnu en gang tak for at sende mig bogen – jeg ser frem til flere barske læseoplevelser fra din hånd!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *