“Solvogteren” af Maja Lunde

Titel: Solvogteren
Forfatter: Maja Lunde
Sideantal: 200
Forlag: Turbine
Eksemplar: Anmeldereksemplar fra forlaget
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6 stjerner

I går (d. 23/3 2021) udkom “Solvogteren” af Maja Lunde, illustreret af Lisa Aisato, og de søde mennesker på Turbine har sendt mig et anmeldereksemplar. “Solvogteren” er bind to i Maja Lundes årstidsserie, som startede med “Snesøsteren”. “Snesøsteren” kredsede om vinteren, og “Solvogteren” handler om foråret.

Lilja er forældreløs og bor hos sin bedstefar. De bor i en lille landsby, og lever i en verden af mørke og regnvejr. Det er Liljas største ønske at opleve foråret, som hun kun har hørt historier om, for solen, årstiderne og årets gang, som engang var hverdag i landsbyen, er væk, og tilbage er kun regn og tusmørke. Liljas bedstefar forsyner landsbyboerne med frugt og grøntsager fra sit drivhus. En dag, da Lilja følger efter sin bedstefar, opdager hun, at maden slet ikke kommer fra drivhuset, men derimod henter bedstefaren det hele langt inde i skoven. Skoven er forbudt område for børnene i landsbyen, men Lilja følger alligevel efter sin bedstefar. Her opdager hun en helt anden verden, og det kommer til at ændre alt. Lilja møder nemlig en dreng og hans hund og finder ud af, at solen holdes fanget i en grotte inde i skoven, og hun beslutter sig for at sætte den fri. Men kan man bare gøre det sådan uden videre? Og hvad med den uhyggelige kvinde, som vogter over solen? Vil hun lade Lilja slippe den fri? Lilja og drengen drager ud på en farlig mission, og de får brug for al deres mod for at klare opgaven.

“Solvogteren” er en ualmindelig smuk bog! I december 2020 læste jeg “Snesøsteren” højt for Jonathan som julekalenderbog, og vi var begge meget optagede af den fine historie om venskabet mellem Julian og Hedvig. Jeg var især optaget af, at historien havde flere lag, så der var noget at tænke over både for børn og voksne. Historien blev på fineste vis bundet sammen af Lisa Aisatos fantastiske illustrationer, og jeg var bare blæst helt bagover af, hvor fint og rørende det hele hang sammen. Da jeg første gang hørte om “Solvogteren” var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg også skulle læse den, men samtidig frygtede jeg lidt, at Maja Lunde og Lisa Aisato ikke kunne gentage succesen og nå op på samme niveau som i “Snesøsteren”. Der tog jeg fejl! Jeg synes, at “Solvogteren” på alle måder er lige så smuk og gribende som “Snesøsteren”.

Fælles for bøgerne er, at deres udgangspunkt er børn, som har mistet. Julian i “Snesøsteren” har mistet sin søster, og Lilja i “Solvogteren” har mistet både sine forældre og sine søskende. Sorg og ensomhed er dermed gennemgående temaer i bøgerne, og det skinner tydeligt igennem i hovedpersonerne – uanset, om de er voksne eller børn. Både Lilja og bedstefaren sørger over tabet af familien, og de prøver at passe på hinanden ved at undlade at tale om de døde, fordi de ikke vil gøre den anden ked af det. I virkeligheden har de begge brug for at mindes og tale om dem, de har mistet, men det går først sent op for dem. Det er en vigtig pointe i bogen, som man også kan overføre til virkeligheden. Den berøringsangst i forhold til død og sorg fører ofte kun mere sorg og ensomhed med sig.

Sorg og ensomhed er meget vigtige temaer i “Solvogteren”, men temaer som venskab, kærlighed, mod og håb er også gennemgående i fortællingen. Lilja og drengen må samle alt deres mod for at begive sig ud for at befri solen. De er bange, de føler sig små og alene, men de overvinder deres frygt, og sammen er de stærkere og kan klare mere.

Lisa Aisatos illustrationer er simpelthen noget af det smukkeste, jeg kan forestille mig. De er så stemningsfulde, at man aldrig er i tvivl om, hvilke følelser hun vil have os til at finde frem. Hendes persontegninger er spot on, og de passer altid helt perfekt til tekstens beskrivelser af personerne. Illustrationerne styrker fortællingen og fremhæver de vigtige pointer i historien. I “Solvogteren” er der en overvægt af mørke og grå illustrationer. Der er mange mørke sider, og det understreger den triste og lidt dystre stemning i historien og den verden, som Lilja lever i. I drengens verden i dalen inde i skoven er der til gengæld fuld knald på lys og farver, og det synliggør, hvor stor forskel der er på de to verdner. Der er ikke noget at sige til, at Lilja forelsker sig i drengens verden og ønsker, at den skal sprede sig til hendes del af verden også. Farverne og lyset giver hende håb om en bedre verden, hvor der er lys og mad nok til alle, og håbet og nysgerrigheden giver hende modet til at prøve at ændre på den mørke verden.

“Solvogteren” er et fremragende eksempel på, hvordan historie og illustrationer kan skabe et samlet værk. De to dele spiller sammen til en perfekt helhed, og jeg kunne ikke forestille mig at nyde den ene uden den anden. Delene passer perfekt sammen og skaber sammen denne meget fine historie, som kan læses af både børn og voksne. For præcis som i “Sensøsteren” er der også i “Solvogteren” flere lag i historien, som gør, at den kan tale ind i noget elementært i både store og små. Her er virkelig en historie, som alle i familien kan nyde. Børn såvel som voksne, unge såvel som ældre vil kunne få noget ud af at læse “Solvogteren”, og det må virkelig siges at være en fin kvalitet i en bog ❤️

1000 tak til Turbine for den her smukke bog!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *