“Stumper – Slimede løgne” af Helle Kaare Lindberg

Titel: Stumper – Slimede løgne
Forfatter: Helle Kaare Lindberg
Sideantal: 168
Forlag: Forlaget Facet
Eksemplar: ANMELDEREKSEMPLAR fra Forlaget Facet
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️⭐️/6 stjerner

D. 23. oktober 2020 udkom Helle Kaare Lindbergs nye bog “Stumper – Slimede løgne”. Jeg har tidligere læst to YA-bøger fra Helles hånd, men denne gang har hun kastet sig over en højtlæsnings-/frilæsnings-/letlæsningsbog til børn i alderen ca. 11-13 år.

I “Stumper – Slimede løgne” møder vi Johan, som går i 5. klasse. Han er vild med foldbold og computerspil og er bedste venner med Vitus fra klassen. De spiller begge fodbold, og så er de vilde med Fortnite og YouTube og hænger altid ud sammen. Johan er hemmeligt forelsket i Malou fra klassen, men han ved ikke helt, hvordan han skal gribe det an. Da han finder ud af, at Vitus måske også er forelsket i Malou, må han tage skrappe metoder i brug for at vinde Malous hjerte. Han lægger en plan, men ikke alt går, som han havde regnet med. Undervejs tvinges han til at tænke over, om kærligheden virkelig overvinder alt, og om det virkelig er rigtigt, at alle kneb gælder i krig og kærlighed!

Jeg kan rigtig godt lide personerne i Helles tweenroman. Foruden hovedpersonen Johan og hans klassekammerater møder vi Johans forældre og lillesøster Fie, og de er altså ret sjovt beskrevet. Fie er virkelig en pestilens, som ikke går af vejen for at drille Johan, når chancen byder sig. Samtidig udnytter hun (ifølge Johan) enhver mulighed for at slippe for ballade og få sin vilje. Forældrene er, som forældre nok er flest: skideirriterende! De har regler, som skal følges, og det er da bare det mest irriterende, som Johan kan forestille sig. Fælles for alle personerne i bogen er, at de virker både nærværende og troværdige. De er søde og sjove, men de begår også fejl, dummer sig og opfører sig som rigtige mennesker. Det kan jeg virkelig godt lide, og jeg er sikker på, at det også vil tiltale mange af de helt unge læsere. De vil kunne spejle sig i Johans udfordinger med såvel familie som venner.

Sproget i bogen er forholdsvis let tilgængeligt og har et lixtal på 23. Det gør, at rigtig mange læsere kan være med. Der er megen humor og mange sjove passager i bogen, og det er tydeligt, at forfatteren har gjort noget ud af at tilpasse sproget til målgruppen, at gøre sproget troværdigt for en dreng i 5. klasse. Det synes jeg som udgangspunkt lykkes rigtig godt. Dog er der enkelte steder, hvor jeg synes, det bliver lidt anstrengt, og hvor det, for mig, føltes lidt overdrevent. Men muligvis er det bare, fordi jeg ikke er (og aldrig har været) en dreng i 5. klasse? Jeg er i hvert fald ret sikker på, at sproget, dialogerne, Johans tanker, jokes osv. sidder lige i skabet i forhold til målgruppen. Humoren er til tider ret plat, og det plejer at falde i god jord hos de drenge, jeg kender.

Temaerne i bogen er universelle. Foruden den første forelskelse kredser den om temaer som venskab, mobning, jalousi, løgn og det at være på vej til at blive teenager. Hovedtemaet er som sagt den første forelskelse, og en stor del af handlingen kredser om det. Men i og med Johan tager nogle ret drastiske metoder i brug for at vinde Malous hjerte, kommer spørgsmål om venskab, jalousi og mobning også i spil. Jeg synes, det fungerer rigtig godt i bogen. Undertemaerne er ret tydelige, uden at de behandles direkte. Der siges ikke direkte, at “Nu skal vi tale om mobning,” eller “Nu skal du høre, hvordan man er en god ven,” – det giver ligesom sig selv ud fra handlingen. Jeg synes, at sammenkoget af temaer i bogen fungerer godt – man kommer rundt om mange af de emner, som børn og unge forsøger at navigere i i den alder. Det er svært at være tween og finde sin plads i det nye liv, der venter som teenager, og alle bøger, som kan belyse nogle af problematikkerne – og hjælpe de unge lidt på vej, er efter min mening vigtige.

Alt i alt kunne jeg rigtig godt lide Helle Kaare Lindbergs tweenroman, som behandler nogle vigtige emner på en humoristisk måde, og jeg er ret sikker på, at min søn også vil synes, den er sjov og interessant, når han er klar til at læse den om et års tid eller to.

1000 tak for anmeldereksemplaret til Forlaget Facet og Helle Kaare Lindberg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *