Titel: Dyrehjerte
Forfatter: Ulrika Rolfsdotter
Sideantal: 424
Forlag: alpha forlag
Eksemplar: ANMELDEREKSEMPLAR fra forlaget
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6 stjerner
“Dyrehjerte” er Ulrika Rolfsdotters debutkrimi og handler om socialrådgiveren Annie Ljung.
Annie bor i Stockholm, langt fra den lille by i Nordsverige, hvor hun voksede op. Hun er glad for sit liv og længes på ingen måde tilbage til landsbyen med al dens sladder og fordømmelse. Da Annies demente mor en aften forsvinder fra plejehjemmet, hvor hun bor, og bliver fundet i en noget omtumlet tilstand, må Annie tage turen nordpå til barndomsbyen. Samtidig forsvinder hendes 17-årige kusine Saga under mystiske omstændigheder. Myndighederne mener, at hun er taget hjemmefra af egen fri vilje, men det er familien slet ikke enig i, og Annie lader sig overtale til at blive i byen og hjælpe med at finde Saga. Det bliver en sag, som sætter dybe spor i både Annie, hendes familie og hele det lille landsbysamfund. Undervejs må Annie konfrontere sine gamle traumer og tage kampen op mod fordomme og hændelser fra fortiden.
Jeg synes, “Dyrehjerte” var en virkelig spændende og velskrevet krimi – en superflot debut fra Ulrika Rolfsdotter.
Forfatteren har valgt at sætte scenen for sin krimi i en lille nordsvensk by, som er baseret på den by i Nordsverige, hvor hun selv er vokset op. Livet i en lille landsby bliver på mange måder et af omdrejningspunkterne i historien – på godt og ondt – og det er tydeligt, at Ulrika Rolfsdotter ved, hvad hun har med at gøre. Kendskabet til samfundet og livet langt fra storbyen skildres levende og med stor indsigt.
Annie Ljung er en spændende hovedperson med noget på hjerte, og man kan slet ikke lade være med at holde af og med hende. Det er tydeligt fra starten, at hun har nogle lig i lasten og har været ude for noget virkelig ubehageligt. Det hører vi om flere gange i løbet af historien, uden at det afsløres præcis, hvad det er, hun har oplevet. Den langsomme afsløring fungerede supergodt og lå hele tiden som sådan et underliggende mørke i både Annie og i fortællingen som helhed. Det er tydeligt, at det, som er sket, har sat dybe spor i Annie, og det er i høj grad medvirkende til, at hun ikke har lyst til at opholde sig i barndomsbyen længere end allerhøjest nødvendigt. Hun mærker dog også en støtte og opbakning fra personer i byen, som hun ikke havde regnet med, og det betyder, at hun lader sig overtale til at blive i byen længere end først planlagt.
Det er ikke kun Annie, som gemmer på hemmeligheder. En stor del af personerne har ligeledes hemmeligheder og skeletter i skabet, som de ikke ønsker skal frem i lyset. Det gør persongalleriet virkelig interessant, og man har lyst til at lære dem bedre at kende og høre deres livshistorier. Jeg fandt for eksempel Gunnar Edholm ret interessant. Enkemand med de to teenagebørn, fritidsdranker, småkriminel og meget langt fra prototypen på en god far. Men jo mere jeg lærte om ham, jo mere gik det op for mig, at han også har sine dæmoner at slås med, sine grunde til at gøre, som han gør. Og da børnene virkelig har brug for ham, tager han sig sammen, lægger sprutten på hylden (forhåbentlig) og stiller op! Gør det, der skal til, for at han kan være der for børnene. Jeg hepper i hvert fald på ham!
Generelt var personbeskrivelserne i bogen virkelig gode, og jeg elsker, når en forfatter formår at skrive sine personer levende frem, så man holder med dem, elsker dem, frygter dem, hader dem – all the feels!
“Dyrehjerte” er ikke en krimi spækket med blodige, morbide detaljer. Tempoet er mere roligt, men samtidig er der sådan et underliggende mørke, som virkelig giver den helt rette uhyggelige stemning. Det lille samfund, sladderen, hemmelighederne, den barske natur og de lige så barske menneskeskæbner skaber den krybende følelse af noget skæbnesvangert, som jeg personligt er ret stor fan af.
“Dyrehjerte” var en virkelig god læseoplevelse, og jeg glæder mig til næste bog i serien.
1000 tak for anmeldereksemplaret til alpha forlag.