Titel: “Alfred og Olga farer vild”, “Alfred og Olga til stævne” og “Alfred og Olga løber natløb”
Forfatter: Christina Holgård Sørensen
Sideantal: 34, 34 og 34
Forlag: Forlaget Elysion
Eksemplar: ANMELDEREKSEMPLAR fra forlaget
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6 stjerner
Christina Holgård Sørensen har skrevet en letlæsningsserie i tre bind om børnene Alfred og Olga, som løber orienteringsløb.
Alfred og Olga farer vild er første bind i serien. Her møder vi Alfred, som løber orienteringsløb sammen med sin storebror. Det er Alfred ret vild med, og han elsker at løbe med sin bror, som kan presse ham lidt ekstra på turene. En dag til træning bliver Alfred sat sammen med Olga i stedet for sin bror. Det er han ikke helt tilfreds med, for hvordan skal han klare det hele uden broren ved sin side. Det viser sig dog hurtigt, at Olga ikke er helt uden evner.
Alfred og Olga til stævne er anden bog i serien. Alfred og Olga skal til konkurrence i orienteringsløb. De skal løbe mod drenge og piger fra andre klubber, og de er virkelig spændte. De har udset sig deres største konkurrenter, som de håber på at slå. Undervejs bliver de udfordret og tvunget til at huske på, at det at være en god ven kan være mindst lige så vigtigt som at vinde en konkurrence.
Alfred og Olga løber natløb er tredje bog i serien. Alfred og Olga skal prøve at løbe natløb for første gang sammen med løbeklubben. De er begge meget spændte og lidt usikre – det er meget mørkt og tåget. Deres lygter lyser godt op, men da de støder på nogle mærkelig dukker i skoven, bliver de bange. Og hvad er det for nogle lysende øjne, de pludselig kan se? Findes der virkelig zombier?
Serien om Alfred og Olga er endnu en serie fra Forlaget Elysion, som handler om et emne, som ikke så tit bliver behandlet i (letlæsnings)litteraturen. Jeg har i hvert fald ikke tidligere fundet letlæsningsbøger om orienteringsløb. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er kæmpefan af konceptet. Jeg er vild med, at man kan finde bøger om andet end fodbold, håndbold og ridning, så der er noget for enhver smag at kaste sig over. Det bliver alt andet lige sjovere at læse, hvis man synes, at indholdet er interessant og taler til noget, som man kan genkende fra sin hverdag. Så lad os endelig få mere diversitet i letlæsningsbøgerne!
Er man ikke selv orienteringsløber kan man stadig få noget ud af serien, da bøgerne i høj grad også handler om almengyldige temaer som venskab, usikkerhed, mod og sammenhold. Alt det, man bokser med i indskolings- og mellemtrinsladeren. Det var dog også virkelig spændende at høre om orienteringsløbersporten, og Jonathan og jeg var enige om, at vi faktisk godt kunne have brugt lidt flere detaljer om sporten. Det havde været spændende at høre lidt mere om, hvordan træningen foregik, reglerne for løbene osv. Der er selvfølgelig en hårfin grænse mellem at skrive fiktion og fagbøger, men der kunne godt have været lidt flere detaljer, uden at det havde gjort bogen til en fagbog, eller det havde været forstyrrende for fortællingen om venskabet mellem Alfred og Olga.
Alle tre bøger er skrevet i lix 12, der er 34 sider i hver bog, og de vil egne sig fint til børn i 2.-3. klasse – selvfølgelig alt efter barnets læsefærdigheder. I skrivestilen er der en fin blanding af helt korte og lidt længere sætninger, og læsningen glider godt – både, når man læser inde i sig selv, og når man læser højt.
Serien er illustreret af Susanna Hartmann. Jonathan og jeg har efterhånden læst flere serier, som Hartmann har illustreret, og jeg synes altid, at hendes illustrationer er fine og farverige og understøtter historiernes indhold rigtig godt. Det er også gældende denne gang, hvor hun både får glæde, usikkerhed, skuffelse og vild jubel fint illustreret.
1000 tak til Forlaget Elysion for anmeldereksemplarerne – jeg hepper på endnu flere bøger med forskelligartede emner og omdrejningspunkter.