“A-Town” af Helle Kaare Lindberg

Titel: A-Town
Forfatter: Helle Kaare Lindberg
Sideantal: 194
Forlag: Forlaget Silhuet
Eksemplar: ANMELDEREKSEMPLAR fra forfatteren
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️⭐️/6 stjerner

I “A-Town” møder vi Mille, som vokser op på Vestegnen. Hun bor sammen med sin mor, far, lillesøster og lillebror. Ved bogens begyndelse er det sidste dag i sommerferien, og Mille skal starte i 8. klasse efter ferien. Få dage inde i det nye skoleår dør Milles mor af kræft. Det efterlader Mille med en følelse af håbløshed, og hun begynder at pjække fra skole. Milles far kan på ingen måde tage vare på Mille og hendes søskende, og de går for lud og koldt vand. På en af Milles pjækkedage møder hun en ung mand i skoven, som ændrer hendes liv. Hun oplever den første forelskelse men bliver også presset derud, hvor hun er i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert.

Jeg synes, Helle Kaare Lindberg har skrevet en stærk YA-bog om at være ung, at være omsorgssvigtet, at være letpåvirkelig og at skulle tackle en stor sorg i en meget ung alder.

Hele vejen igennem føler man med Mille og ville ønske, at man kunne råbe hende op og hjælpe hende, så hun kunne træffe nogle bedre valg for sig selv. Hjælpe hende til at få modet til at sige nej, når hun bliver presset til noget, som hun ikke har lyst til.

Det er tydeligt i bogen, at de tre børn virkelig har noget at slås med hver især. Det er fortvivlende at opleve, hvordan Mille skiftevis er irriteret på sine søskende og har lyst til at råbe ad, slå dem og skændes med dem (som almindelige søskende gør i ny og næ), og hvordan hun så ganske få øjeblikke senere har lyst til at beskytte dem, passe på dem og nærmest tager over på forældrerollen for den uduelige far. Jeg er desværre ikke i tvivl om, at det er et meget realistisk billede af dynamikken i dysfunktionelle familier. Øv, hvor er der mange børn derude, som lever forfærdelige liv. Det er trist at tænke på. Derfor er det så godt, at en bog som denne sætter fokus på de svære emner, og jeg håber virkelig, at den kan hjælpe nogen af de børn og unge, som kæmper med lignende problemer. Børnetelefonen spiller en rolle i bogen, og der er ligeledes telefonnummer dertil bagerst i bogen – det er helt genialt. På den måde kan unge læsere – igennem bogens handling – se, hvad børnetelefonen kan bruges til, og de har altid nummeret ved hånden, hvis de skulle få brug for det. Godt gået, Helle!

1000 tak til forfatteren for bogen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *