[Sponsoreret indlæg: min billet var sponsoreret af Fantasyfestivalen. Jonathans billet har vi selv betalt.]
Årets Fantasyfestival i Esbjerg løb af stablen i weekenden d. 18.-19. september. Efter et år med aflysninger, afspritning og ingen bogmesser var det tydeligt, at alle var sultne efter festivalstemning, nørderier og eventyr.
Jonathan og jeg var klar, da dørene åbnede kl. 10, og allerede kl. 11 var vi til det første foredrag. Her fortalte Julie Midtgaard om sin fantasyserie Sprækken til Luscuro og den helt nye selvstændige bog i samme univers (spin-off) ‘Skyggespil’ (Dronningens udvalgte 1).
Jeg har læst de første to bøger i Luscuro-serien og er meget begejstret, så jeg skal helt sikkert også i gang med denne snarest muligt – og selvfølgelig ‘Elementkrigen’, som er bog tre i Luscuro-serien. Efter oplægget var der fælles udgivelse og signering sammen med K.L. Berger, Line Wenzel og Henriette Hesselholdt hos Tellerup, og det var egentlig meningen, at vi ville have deltaget, men der var SÅ mange mennesker, at vi opgav. Det er meget længe siden, jeg har set SÅ lang en signeringskø – de fire damer var virkelig populære 😀 Heldigvis lykkedes det mig senere på dagen at få indkøbt bogen, og jeg fik også en krusedulle i den, da Julie skrev og skrev og skrev det meste af lørdagen på Tellerups stand.
Ved middagstid blev Årets Danske Fantasy-priser uddelt, og det var en meget rørende prisoverrækkelse. Alle var så glade og bakkede op om priserne og vinderne. Prisen er et nyt tiltag fra Dansk Fantasy, og det er så fedt med en hyldest til alle de gode, danske fantasybøger, som udgives hvert år. Vinderne i de tre kategorier blev:
- Årets Danske Fantasyforside:
- ‘Arven fra fortiden – Awen 2’ af Nathali og Bettina Liane. Omslag af Karin Hald.
- Årets Danske Fantasydebutant:
- ‘Legendens ridder – I krig’ af Jeanette Sigtenborg Rasmussen.
- Årets Danske Fantasybog:
- ‘Natskygge – Rosenholmtrilogien 3’ af Gry Kappel Jensen.
Stort tillykke til alle vinderne! Og stort skud ud til Dansk Fantasy for at sætte prisen i værk – det er megagodt arbejde!
Efterfølgende nåede jeg en signering hos Boris Hansen, som delte en koloenorm signeringskø med Kenneth Bøgh Andersen – heldigvis kom jeg i god tid 😉
Både Boris og Nanna Foss var søde at signere både deres egen bog og hinandens, så nu har jeg en hilsen fra dem begge i både ‘Den usynlige krig’ og ‘Kvadrantiderne’ – yay!
Søndag startede dagen tidligt med et superspændende bloggerarrangement med Pernille L. Stenby og C.A. Wolters. De fortalte om deres nye bøger og arbejdet med dem. Omdrejningspunktet var især seksualitet og magtforhold i fantasy, og der kom virkelig mange interessante pointer på bordet. Snakken drejede sig også ind på behovet for en ‘New Adult’-sektion hos de danske boghandlere og biblioteker. Det er en forholdsvis ny undergenre i Danmark, men behovet for at kunne kategorisere bøgerne er stort, fordi de pt. bliver placeret i enten YA, hvor de tit har for voksent indhold, eller i voksenafdelingen, hvor heller ikke helt passer ind af forskellige årsager. Det var en spændende snak, og det bliver interessant at se, hvad der kommer til at ske fremover.
Som altid var der god forplejning, og det var virkelig hyggeligt at få hilst på nogle af de andre bloggere.
Andet punkt på søndagens program var oplægget ‘At skrive usympatiske karakterer: Fra bad guy til læserfavorit’ med Malene Sølvsten og Nanna Foss.
Forfatterne kender hinanden og hinanden bøger og persongalleri ret godt, og det skinnede klart igennem i oplægget. Det var superfedt at høre deres diskussioner og overvejelser, og det er ret interessant, hvordan begge deres bad boys er blevet virkelig populære hos læserne – de kan åbenbart noget, de der bad boys 😉
Resten af søndagen havde vi ikke det store på programmet, så vi snusede lidt rundt både ude og inde, fik handlet lidt og nød ellers bare den dejlige stemning.
Alt i alt har Jonathan og jeg igen i år haft en virkelig dejlig weekend i Esbjerg, og jeg vil bestemt anbefale festivalen til andre – både store og små. Der er en helt særlig stemning, og der er virkelig lagt vægt på, at der skal være oplevelser og arrangementer for både børn og voksne – det kan jeg SÅ godt lide!
Vi ses i 2022!