Titel: En dag vil vi grine af det
Forfatter: Thomas Korsgaard
Sideantal: 313
Forlag: Lindhart og Ringhof
Eksemplar: eget indkøb
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6 stjerner

“En dag vil vi grine af det” er den selvstændige fortsættelse af Korsgaards debutroman “Hvis der skulle komme et menneske forbi”.

Tues mor har fået en erstatning fra Patientklagenævnet på 900.000 kr., så nu bliver alting anderledes, lover hun. Hun køber en bil og inviterer familien på All inclusive-ferie til Alanya, og det er jo altsammen meget godt. Desværre er det dog tydeligt for enhver, at alt det, som tidligere var galt i Tues familie, stadig er galt.

Moren har det dårligt psykisk og magter hverken rollen som mor eller kone. Hvor hun tidligere flygtede fra virkeligheden ind i onlinespil, bruger hun nu tiden på at skrive sammen med en mand, som hun har mødt online. Fynboen lader til at være alt det, hun ønsker sig i en mand, men alligevel kan hun aldrig rigtig tage sig sammen til at forlade Tues far.

Faren er fortsat lige dele skvat og tyran og forsøger at styre familien med hård hånd. Hans humør er omskifteligt, og det er aldrig rigtigt til at gennemskue, hvornår han eksploderer.

Begge forældre deler glædeligt deres problemer med Tue, og man må gang på gang krumme tæer over de ting, de fortæller ham. Ting, som ingen børn bør vide om deres forældre, ting, som han ikke burde skulle tumle med alene, bare fordi de har brug for at læsse af.

Jeg var – som mange andre – fuldstændig vild med Korsgaards debut. Jeg synes, at en af de allerstørste styrker var, at det tragikomiske blev forstærket, fordi det blev set gennem et mindre barns øjne.

I denne er Tue blevet noget ældre, og derfor bliver det tragikomiske på en måde mere tragisk end komisk (forstå mig ret; alt i de her bøger er tragisk, men måden, det fremstilles på, er anderledes, fordi Tue er ældre). Man ønsker, at Tue kunne bryde den negative spiral og tage kontrol over sit eget liv, men sådan er det desværre ikke et langt stykke hen i bogen.

Indimellem måtte jeg dog også tage mig selv i at blive lidt irriteret på Tue. Nogle af de ting, han gør, er simpelthen for dumme og på ingen måde til hans egen fordel. Jeg ville ønske, han kunne sige mere fra – være mere ligeglad med sine forældre – men sådan fungerer han ikke.

Episoden, hvor Tue og hans mor er alene hjemme, mens faren og de mindre søskende spiser hos bedste, viser så tydeligt, hvad det er Tue har brug for. Han og moren snakker, hun nusser ham og nynner den sang, hun sang for ham, da han var lille. Pludselig får moren lyst til tarteletter, og selvom Tue beder hende om, at de bare skal blive siddende sammen, hører hun overhovedet ikke efter. Tue længes efter sin mors nærhed, men han bliver fuldstændig afvist. Det skærer i hjertet og rammer nok meget godt ind, hvordan den her familie fungerer. De voksne kæmper med hver deres og har ikke overskud til at tage sig af de børn, de har sat i verden. Ingen af dem tænker over, hvad børnene har brug for, de har travlt med at have ondt af sig selv og bebrejde hinanden (og børnene) for deres elendighed.

Slutningen vækker en smule håb for Tue, synes jeg. Man øjner, at han måske alligevel har styrken til at bryde ud af familiens greb og starte et nyt liv for sig selv. Jeg håber det bedste for ham.