Titel: Isola
Forfatter: Katrine Engberg
Sideantal: 355
Forlag: alpha forlag
Eksemplar: ANMELDEREKSEMPLAR fra forlaget
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6 stjerner

I onsdags d. 29/9 2020 udkom “Isola”, som er 5. bind i Katrine Engbergs krimiserie om makkerparret Jeppe Kørner og Anette Werner, og alpha har været så søde at sende mig et eksemplar.

Jeppe har taget orlov fra polititet og er flyttet til Bornholm. Her har han fået arbejde som skovarbejder og bruger sine dage på at skove træer i de dybe, mørke skove på øen.

I københavn står Anette med et halvt lig i en rejsekuffert fundet i en mondæn lejlighed i midtbyen. Liget er kommet af dage på en gruopvækkende måde og er svært at identificere, og Anette kæmper for at finde hoved og hale i sagen.

Samtidig er Esther de Laurentis sambo Gregers død, og hun har svært ved at forestille sig livet i lejligheden alene. Hun genoptager arbejdet med at skrive en biografi om en afdød kvindelig antropolog ved navn Margrethe Dybris. Arbejdet bringer hende til Bornholm, hvor Margrethe boede, og hvor Esther får lov til at flytte ind i hendes hus sammen med datteren Ida. Ida leder efter sin bror, som har været forsvundet i flere måneder. Er der sket ham noget, eller er han blot stukket af, som han tidligere har haft for vane, når han var i problemer?

Da Anettes sag også viser sig at trække tråde til klippeøen, befinder trekløveret, Jeppe, Anette og Esther sig pludselig igen i umiddelbar nærhed af hinanden. Men hvordan hænger det hele sammen? Og kan Anette klare sagen på egen hånd, eller må hun bede Jeppe om hjælp til at løse mysteriet? Og får de endnu en gang brug for Esthers næse for at finde relevante oplysninger?

Jeg har været fan af serien om Kørner og Werner, siden “Krokodillevogteren” udkom i 2016, og “Isola” falder så fint ind i serien og er – som sine forgængere – en virkelig god og spændende krimi. Fælles for alle bind i serien er, at de er spændende med gode plottwists undervejs, de har et interessant persongalleri og så er de virkelig, virkelig velskrevne. Det er jeg altså en sucker for.

Vi er vant til at følge makkerparret Jeppe Kørner og Anette Werner, når de arbejder sammen i politiet. Vi følger makkerskabet, deres ping-pong, deres småhakkerier på hinanden og deres uovertrufne evner til at opklare forbrydelser i fællesskab. Denne gang følger vi dem dog indledningsvis hver for sig, da Jeppe har taget orlov fra politiet. Selvom han ikke officielt er en del af sagen om det halve lig i kufferten, varer det ikke længe, inden Anette får brug for hans hjælp. Hun beder ham snuse lidt rundt på Bornholm og finde nogle oplysninger for hende, og det kan han selvfølgelig ikke sige nej til. Det ville også have været underligt, hvis de slet ikke skulle have arbejdet sammen – de er jo et team – en enhed. Kørner og Werner er et af de makkerpar i krimilitteraturen, som jeg bedst kan lide – de komplimenterer hinanden SÅ godt, og de er interessante, troværdige og genkendelige som betjente OG som hovedpersoner.

Vores tredje hovedperson, Esther de Laurenti, er også en virkelig interessant person. Den pensionerede akademiker, som ikke kan affinde sig med at være pensionist, og som derfor blandt andet hjælper Kørner og Werner med oplysninger og indsigt. Hun er handlekraftig, nysgerrig, intelligent og en meget atypisk personlighed i en krimi – det kan jeg virkelig godt lide. Det giver serien kant og adskiller den fra andre serier.

Set med de sproglige briller bliver jeg altid glad, når jeg læser Katrine Engbergs krimier. Hun skriver let og ubesværet, og hun kan bygge spænding op med sproget, så man vender side efter side, fordi man bare MÅ vide, hvad der sker på den næste. Sproget er let læst, og formuleringerne er rammende og let forståelige – det gør læsningen til en leg. De blodige og til tider makabre detaljer er også inddraget på en god måde. De er med, og de beskrives, men det bliver aldrig for meget og for makabert. Man kan hele tiden være med uden at få kvalme – også selvom mordet i denne krimi er virkelig makabert og grænseoverskridende.

Generelt synes jeg, at Engberg laver nogle virkelig fine miljøbeskrivelser. I “Isola” synes jeg dog, at de er helt uovertrufne. Det skinner så tydeligt igennem, at forfatteren kender Bornholm ud og ind, og hendes kærlighed til øen træder helt tydeligt frem på siderne i “Isola”. Det kan jeg virkelig godt lide, og selvom jeg aldrig har været på Bornholm, så kan jeg se de små gader for mig, jeg kan fornemme mørket i skovene og blæsten ved de klippefyldte kyster. Jeg har bestemt fået endnu mere lyst til at besøge Bornholm – måske ikke lige de nedlagte savværker, men ellers 😉

Historien slutter med et twist, som jeg ikke havde set komme undervejs. Det er ikke et uventet twist i hovedhistorien men derimod i en af sidehistorierne. Jeg er vild med, at sidehistorierne i krimien bliver (næsten) lige så vigtige for mig som hovedhistorien. Jeg elsker, at jeg efterhånden kender hovedpersonerne rigtig godt, og at jeg derfor lever mig så meget ind i deres historier, at jeg glædes, græder og gyser med dem, hver gang de oplever noget. Afslutningen denne gang lover om en spændende udvikling i næste bind i serien, og det glæder jeg mig helt vildt meget til! Skriv, Katrine, skriv!

1000 tak til alpha for anmeldereksemplaret – jeg kan næsten ikke vente til bind 6.