“Min ven Jonas” af Jens Lindberg

Titel: Min ven Jonas
Forfatter: Jens Lindberg
Sideantal: 189
Forlag: Brændpunkt
Eksemplar: ANMELDEREKSEMPLAR fra forfatteren
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️⭐️/6 stjerner

I midten af marts udkom Jens Lindbergs debutroman “Min ven Jonas”, og Jens har været så sød at sende mig et eksemplar.

I midten af 70’erne forsøger den unge Jonas at slippe væk fra sin fars forventninger, og hans rejse fører ham til Norge.

Juleaften 1980 findes en død kvinde på et hotel i Lillehammer i Norge. Ingen ved, hvem hun er, eller hvor hun kommer fra. Politiet forsøger at afdække kvindens fortid og finde ud af, hvad der er sket med hende.

I juli 1998 bor Jonas i Burma sammen med sin kone og datteren Stine. Jonas og Stine pakker deres kufferter og drager mod Danmark, hvor Jonas vil vise Stine, hvor det hele skete tilbage i hans ungdom.

“Min ven Jonas” er en spændende roman med en meget usædvanlig opbygning. Bogen består af fire forskellige spor, som man skiftevis følger romanen igennem. Hvert spor foregår forskellige steder og har forskellige hovedpersoner og synsvinkler.

Spor 1: Hovedsporet foregår i Lillehammer i Norge i december 1980. Juleaften findes en død kvinde på byens skihotel, og vi følger herefter politiets forsøg på at finde kvindens identitet og opklare mordet.

Spor 2: Det foregår i romanens nutid i 1998. Her følger vi Jonas og datteren Stine på deres rejse fra Burma til Danmark. Foruden Danmark bringer rejsen dem også til London og Lillehammer.

Spor 3: Det foregår i Danmark i 1970’erne, hvor vi følger den unge Jonas og hans kamp for at finde sin rette plads i livet.

Spor 4: Det foregår i slutningen af 1970’erne i Paraguay, hvor vi følger den unge kvinde Carolina Cruz.

Alle fire spor kredser om de samme to hovedpersoner, Jonas og Carolina, som tilfældigt mødes og får deres skæbner flettet sammen. Den skæbnesvangre juleaften i 1980 får afgørende betydning for dem begge, og deres liv bliver aldrig det samme igen.

Jeg synes, det fungerer ret godt med de forskellige spor, og det giver en god dynamik og fremdrift i romanen. Der sker hele tiden noget. Som læser skal man dog også være opmærksom, for der introduceres en del bipersoner og -historier, som det kan være lidt svært at holde styr på.

Enkelte steder er det også som om forfatteren vil lidt for meget med historien, selvom han samtidig vil holde bogen på forholdsvis få sider, fx følger vi løbende begivenhederne fra Jonas’ datter Stines perspektiv, og det havde jeg lidt svært ved at se meningen med. Hun er selvfølgelig vigtig for historien, fordi hun er Jonas’ datter, men jeg synes ikke, det var nødvendigt for helheden i historien at få hendes synsvinkel med – især fordi de ting, der blev sat spot på i hendes afsnit, ikke havde noget med det overordnede plot at gøre – det var lidt ærgerligt. Her ville jeg nok have valgt enten at udelade hendes perspektiv eller at give hendes historie mere plads, så man kunne trække tydeligere tråde fra hendes følelser og oplevelser til hendes families historie. Det ville helt sikkert have været et interessant perspektiv. Jeg ville også gerne have hørt lidt mere om, hvorfor Jonas og organisationen Burma Human Rights Group ikke var på så god fod. Hvad var der sket her? Det berøres kun, men uddybes ikke, og har derfor ikke den store betydning for hovedplottet. Igen synes jeg så, at det enten skulle have været udeladt eller uddybet mere.

Romanen behandler temaer som venskab, kærlighed, døden, at finde sin rette plads i livet og troen på, at verden kan blive et bedre sted. Temaerne skrives naturligt frem i løbet af historien, og de er alle flettet ind i Jonas’ livshistorie på den ene eller den anden måde.

Jeg synes, det skinner igennem i romanen, at forfatteren har kendskab og stor kærlighed til de lande og områder, som han skriver om. Det kan jeg rigtig godt lide, det giver en autencitet og troværdighed til historien.

Alt i alt var det her en rigtig interessant bog, og jeg var godt underholdt, mens jeg læste den. Jeg vil anbefale den til alle, som synes, det er sjovt, når der er leget med opbygning og format i romanerne.

1000 tak til Jens Lindberg for anmeldereksemplaret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *