Titel: Dag 0 – Mørkehav
Forfatter: Annemette Gravgaard Larsen
Sideantal: 247
Forlag: Straarup & Co
Eksemplar: Anmeldereksemplar fra forlaget
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6 stjerner

“Dag 0 – Mørkehav” er første bind i en ny fantasyserie af Annemette Gravgaard Larsen. Det er den første bog, jeg læser af denne forfatter, men det bliver absolut ikke den sidste. Lad mig bare sige, at jeg var fuldstændig grebet af og vild med den!

Lasse skal bruge weekenden på at passe sin lillesøster Elli, fordi hans forældre skal med storesøsteren til ridestævne på Fyn. Det passer ham overhovedet ikke, fordi hans bedste veninde Lea skal flytte, og dette er deres sidste weekend sammen. Lea tager det dog pænt, og vil gerne hænge ud med ham, selvom de skal have Elli på slæb. Da de tilfældigt møder to drenge fra Lasses klasse, som inviterer dem til bålfest på stranden, bliver Elli helt vild og vil gerne med. Det viser sig dog hurtigt, at der slet ikke er nogen fest, men i stedet har drengene fået fat i nøglerne til en af de gamle bunkere på stranden. Faktisk en bunker, som ikke har været åbnet, siden tyskerne forlod den i 1945. Det lykkes dem at få døren til bunkeren op og komme ind, men døren smækker efter dem, og de er nu låst inde i den uhyggelige bunker, som de alle kender historierne om, men som de alligevel ikke ved ret meget om. I deres søgning efter en udgang oplever de et meget voldsomt lysglimt, som de ikke kan finde ud af, hvor kommer fra. Da det endelig lykkes dem at komme ud, er verden fuldstændig forandret. Klitmøller er tom! Der er ingen mennekser tilbage, og de fem unge er helt alene i byen. De beslutter sig hurtigt for, at de må tage videre til en anden by for at finde svar på, hvad der er sket, og for at finde deres familier igen. Det viser sig dog hurtigt, at det ikke er helt så simpelt, som de tror, og en hæsblæsende jagt på sandheden tager sin begyndelse.

Der var virkelig gang i den stort set fra start til slut i den her bog. Allerede på de første sider fornemmer man, at der er noget ildevarslende under opsejling, og den følelse forstærkes mere og mere. Scenen er sat ved den jyske vestkyst, og de kolossale bunkere fra krigen understreger blot uhyggen og den skræmmende stemning. Da gruppen kommer ud af bunkeren, og det langsomt går op for dem, at der ikke er flere mennesker tilbage i byen, kan man virkelig mærke, hvordan uvisheden og usikkerheden sniger sig ind på dem. Det løb mig koldt ned af ryggen, da de gik fra hus til hus uden at finde nogen tegn på liv. Tanken om at opleve sådan noget skræmmer mig fra vid og sans, og jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne reagere lige så cool som vores hovedpersoner.

I starten reagerer gruppen nemlig ret velovervejet. Selvom de er usikre og bange, så er de også meget løsningsorienterede. De undrer sig over, hvad er der sket med byen og alle menneskerne? Hvorfor al teknik pludselig ikke virker? Men de bliver ved med at prøve at finde på fornuftige forklaringer, og de bekræfter hinanden i, at de må tage afsted for at finde hjælp i en af de nærliggende byer. Da det så efterhånden går op for dem, at det ikke kun er Klitmøller, som er mennesketom, men også nabobyerne, bliver uvisheden afløst af en snigende angst og panik. Der er helt sikkert et eller andet helt galt med verden.

Annemette skriver virkelig stemninger og følelser frem, så man ikke kan undgå at blive grebet af historien. Selvom jeg er over dobbelt så gammel som hovedpersonerne, så følte jeg mig virkelig som en del af historien. Jeg følte forundringen, usikkerheden, angsten, håbet og alt det andet. Jeg var så grebet af hele setuppet, at jeg bare måtte læse bogen færdig, før jeg kunne lægge den fra mig.

Bogen er forholdsvis let læst, og det gjorde, at jeg kunne færdiggøre den på en god søndag eftermiddag i den bløde lænestol, hvilket var godt, fordi min besættelse ellers ville have gået ud over både aftensmad og sengetider. Det lette sprog gør den også relevant for mange forskellige læsere, og det er supergodt, da jeg er ret sikker på, at der er mange læsere derude, som vil kunne blive fanget af den her historie. Jeg vil tro, at man kan læse den fra omkring 12-årsalderen, men man skal dog være opmærksom på, at den er ret uhyggelig, så måske skal man læse den sammen med en forældre, hvis man ikke er helt hærdet nok. Den vil også egne sig rigtig fint til højtlæsning for hele familien, hvis man lige trænger til lidt fælles uhygge.

Bogens omslag er designet af Breth Design, og udover at være virkelig smukt, så passer det også bare helt perfekt til historien. Det rummer alle de elementer, som spiller væsentlige roller i historien, og jeg synes, det er superfedt, at historie og omslag er så tæt forbundne – virkelig godt arbejde af Breth (som nu i øvrigt altid laver fede designs)!

Alt i alt må jeg bare sige, at jeg var VILD med den her historie, og jeg kan næsten ikke vente på den næste bog i serien – jeg håber virkelig, at Annemette skriver hurtigt!

1000 tak til Straarup & Co for anmeldereksemplaret.