Titel: Sagesløse
Forfatter: David Garmark
Sideantal: 340
Forlag: DreamLitt
Eksemplar: ANMELDEREKSEMPLAR fra forlaget
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️⭐️/6 stjerner
“Sagesløse” er en roman om nogle af de store og svære ting i livet – sorg, svigt, bedrag, ensomhed.
I bogen følger vi på skift tre personer. Historien er bygget op i tre overordnede dele, hvor vi følger henholdsvis Bentzon, som jeg nok vil kalde den egentlige hovedperson, hans datter Rebekka og til sidst Benjamin, som er Rebekkas venindes bror. En række fælles begivenheder ser vi fra hver af de tre hovedpersoners perspektiver, samtidig med at vi også får individuelle historier fra dem hver især.
Opbygningen er interessant, og den åbner i den grad op for, hvor forskelligt tingene opleves fra person til person. Den belyser også, hvor meget vi som læsere påvirkes af den fortællestemme, vi følger. Det bliver meget tydeligt, da vi jo her netop oplever nogle af de samme begivenheder fra forskellige perspektiver og fortællere. Det er rigtig godt skruet sammen.
En af de ting, som især sprang mig i øjnene, var, hvordan Rebekka opfattes og portrætteres. Det billede, som hendes far tegner af hende, er meget forskelligt fra det billede, hun har af sig selv. Bentzon er stolt af sin stærke datter, som klarer studiet til UG, samtidig med at hun motionerer og holder sig i form OG jonglerer med en masse mere eller mindre løse herrebekendtskaber. Hun fremstår stærk, selvsikker og uafhængig.
I Rebekkas egen fremstilling fremstår hun derimod mere usikker, lidt nervøs og i en konstant kamp for at finde en mand, som kan leve op til hendes helt urimeligt høje forventninger til det perfekte forhold. Hun kæmper for at leve op til både sine forældres – nok især farens – og egne forventninger, og hun mener ikke altid selv, at hun lykkes med det.
Jeg synes, at de to fremstillinger af Rebekka er noget af det mest interessante i bogen. Det sætter virkelig fokus på, hvordan en måde at se et menneske på kan være vidt forskelligt fra, hvordan den person ser sig selv og har det med sig selv. Det er meget fint skildret.
De tre bærende personer i bogen er bundet sammen af en tragisk hændelse, som ligger mange år tilbage i tiden. Fælles for dem er dog, at denne hændelse efterfølgende har defineret deres liv på godt og ondt. Bentzon og Rebekka er åbenlyst forbundne, men Benjamins rolle opklares først i slutningen af bogen. Afsløringen af, hvordan Benjamin passede ind i regnestykket, var for mig meget overraskende. Jeg havde ikke set det komme, men det fik pludselig både opbygning og valg af hovedpersoner til at give rigtig god mening. Jeg er ret imponeret over den måde, som forfatteren har skruet historien og plottet sammen på.
Sprogligt er jeg lidt splittet i forhold til bogen. Nogle steder synes jeg, at Garmark rammer plet med skæve, humoristiske og sprogligt stærke beskrivelser, mens sproget andre stedet bliver lidt trægt og langsommeligt. Jeg er selvsagt vild med de skæve passager og kunne have ønsket mig flere af dem.
Alt i alt kunne jeg ret godt lide bogen. Jeg syntes indimellem, at handlingen haltede lidt og blev lidt for lang, så opbygningen og sammensætningen af plottet blev det bærende element for mig og grunden til, at bogen får 4 ud af 6 stjerner.
1000 tak til Forlaget DreamLitt for anmeldereksemplaret.