Titel: Skygger i skumringen
Forfatter: Camilla Wandahl og Caroline Ørsum
Sideantal: 143
Forlag: Forlaget Facet
Eksemplar: ANMELDEREKSEMPLAR fra forlaget
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️⭐️/6 stjerner

“Skygger i skumringen” er en uhyggelig novellesamling med 8 korte gyserhistorier. Den er blevet til som et samarbejde mellem Camilla Wandahl og Caroline Ørsum, som har bidraget med fire historier hver. Med tanke på, at de har skrevet historierne hver især, så synes jeg, at der er en virkelig god sammenhæng i novellesamlingen. Historierne passer rigtig godt sammen i længde, sprogbrug, tone og temaer. Man tænker ikke over, at det er to forfattere, som har skrevet historierne. De passer bare naturligt sammen.

Historierne er gyserhistorier, og de skubber til de ting, som de fleste af os er bange for. Spøgelser, monstre, genfærd, døden, forfølgelse og mere i samme stil. Men de gør det på en forholdsvis afdæmpet måde. Det er ikke splatterhistorier, der er ikke voldsomme mord og blod ud over det hele. Men det er faktisk netop det, som gør dem så fine. De prikker til det psykologiske aspekt, så det er ens egen fantasi, der sættes i gang. Og så kan det jo ende hvor som helst – jo mere paranoid, man er, jo mere uhyggeligt kan det blive 😉 Jeg synes, det er en rigtig fin vinkel på historierne, for så kan de fleste være med og få noget ud af genren.

Novellesamlingen er skrevet til unge mennesker, og det er derfor – naturligt nok – ungdommens velkendte temaer og problemstillinger, der tages udgangspunkt i. Her er både kærlighed, savn, usikkerhed, skam, angst og meget mere kombineret med gys og overnaturlige elementer. Forfatterne har skabt en god balance i historierne, og det gør dem meget læseværdige.

Min favorithistorie er ‘Dryp, dryp, dryp’, som er den første historie i bogen. Her møder vi Esben, som ikke rigtig kan glemme sin gamle nabo, fru Sørensen. Fru Sørensen er død, men Esben kan ikke rigtig slippe tanken om hende og det, der skete, den dag, hun døde. For hvad var det nu lige, der gik galt? Var det hans skyld? Og hvad er det for en dryplyd, som han bliver ved med at kunne høre?

Sproget i historierne er flydende og letlæst. Bogens lixtal er 22, og det kan derfor være en udfordring at få sproget og historierne til at hænge rigtigt sammen og flyde frit, men det formår forfatterne bestemt. Det forholdsvis lave lixtal åbner for en bred skare af læsere, som måske ellers plejer at være udelukket fra genren pga. sværhedsgraden i de længere værker.

Alt i alt kunne jeg rigtig godt lide “Skygger i skumringen”. Her er uhygge og gys i den lettere ende af skalaen, så nye gyserlæsere kan med fordel starte her og få en fin introduktion til genren, uden det bliver alt for uhyggeligt.

Tak til Forlaget Facet for anmeldereksemplaret.