Titel: “Stilleleg”
Forfatter: Lone Theils
Sideantal: 394
Forlag: Lindhart & Ringhof
Eksemplar: Eget indkøb
Bedømmelse: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6 stjerner

“Stilleleg” er fjerde bog i Lone Theils’ krimiserie om journalisten Nora Sand, og det er uden tvivl en af de bedste krimier, jeg har læst i år.

Nora er rejst til Thailand, hvor hun træner kickboksning og for en gangs skyld holder telefonen slukket for at få ro fra både de arbejdsmæssige og private udfordringer derhjemme. Alligevel opsnapper hun en aften på en pub, at der er sket et frygteligt mord i den lille flække Toppingham hjemme i England. Da Nora tænder sin telefon, vælter opkaldene ind, og hun må afbryde sin ferie og tage til Toppingham for at dække sagen. Byens politikommissær er blevet halshugget for åben skærm, og mistanken falder straks på IS som ansvarlige for den uhyrlige forbrydelse. Der er dog noget, som nager Nora, og hun kan ikke få brikkerne til at passe sammen. Hun mener ikke, at forbrydelsen er IS’ værk, og hun indleder derfor jagten på den virkelige gerningsmand.

Undervejs støder Nora på den helt unge pige, Laura, som tydeligvis er langt ude. Det viser sig, at flere unge piger i byen er ude i nogle ret voldsomme problemer, og Nora forsøger af afdække begge sager på samme tid. I den forbindelse møder hun fotografen Snyder, som hun på ingen måder bryder sig om, men som hun er nødt til at hyre som freelance fotograf til historien om betjenten. I løbet af Noras forsøg på at afdække sagerne, viser det sig, at der kan trækkes tråde imellem de to sager, og Nora ender i vanlig stil med at sætte både sit eget og andres liv på spil i kampen for at afdække sandheden.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er vild med Nora Sand – det har jeg været lige siden, jeg læste “Pigerne fra Englandsbåden” for et par år siden. Hun er stærk, klog, sej og selvstændig – og så er det da megacool at dyrke kickboksning i fritiden (en fritidsinteresse, som hun i øvrigt deler med forfatteren). Nora har næse for de gode historier, og der er nok også gået en skarp politiefterforsker tabt i hende, da hun ofte lurer sammenhænge og afdækker motiver hurtigere end politiet. Men samtidig er Nora også bare en helt almindelig kvinde – hun tager fejl, hun glemmer ting, hun bliver ked af det, hun sårer mennesker, hun holder af, og hun føler sig utilstrækkelig. Det kan jeg altså helt enormt godt lide – det gør hende meget troværdig.

I “Stilleleg” kæmper Nora foruden med sagen også med nogle personlige problemer. Det går ikke for godt på Globalt, hvor hun er ansat som fast journalist. Bladet er blevet solgt til den russisk pengemand, Bugakov, som har et horn i siden på Nora. Hun frygter for sit job og muligvis med god grund.

Derudover savner hun Andreas. Han er tilbage i et forhold af en art med (eks)kæresten Birgitte. Deres fælles datter er meget syg, og Andreas vil gøre alt for hende – selv sætte sin egen kærlighed til Nora på pause for at være far 100 %. Det har Nora selvfølgelig stor respekt for og trækker sig af samme grund tilbage. De kan dog ikke undvære hinanden helt og har derfor sporadisk kontakt og hjælper hinanden, når noget presser sig på.

Historien, der optrevles i “Stilleleg”, er delvist baseret på virkelige begivenheder, og det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på, at der findes virkelige piger derude, som gennemgår de samme grusomheder som de unge piger i Toppingham. Den koldblodighed, som bagmændene lægger for dagen, er skræmmende, og man fristes til at fatte sympati for de mænd og kvinder, som tager sagen i egen hånd – også selvom man normalt er modstander af selvtægt.

Bogens slutning er en ægte cliffhanger, og jeg er lige ved at gå til af utålmodighed ved tanken om, hvor længe jeg skal vente på bind fem. Slutningen afslører, hvad bind fem – i hvert fald delvist – kommer til at handle om, og det er et fænomen, som jeg finder ualmindeligt interessant OG skræmmende. Med fare for at alle mine anmeldelser af Lones bøger kommer til at ende på samme måde, så vil jeg bare lige sige; Skriv, Lone, SKRIV for pokker!!